Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1908 - K. A. Wieth-Knudsen: Johan Svendsen som Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
528
Johan Svendsen som Komponist
i en omfattende kompositorisk Bevidsthed, at den deri kun virker
enten som et vist Element af passende Dimensioner eller i det
højeste som en — endda oftest afdæmpet — Baggrund. Grieg
spejler den ny-nationale Musikfølelse i een direkte
Tilbagekastning, Svendsen derimod først efter kalejdoskopisk mangfoldige
Brydninger inden for sin egen rigere Verden.
Det er ingenlunde hermed vor Mening at ville tilsløre hans
norske Afstamning: vi Danske kan ikke tilegne os ham, om vi
end nu i 25 Aar har nydt godt af hans eminente Dirigentevner.
Men det er vel dog mere end et Fingerpeg, at de eneste
Musikstykker, hvor han i det væsentlige støtter sig til den saakaldte
national-norske Tone, nemlig de fire Rapsodier, trods deres
forholdsvis høje Opustal staar noget tilbage for Svendsens øvrige
Værker. Det er, ligesom Svendsens næsten sydlandske
Tempe-ramentsfrodighed er kommen under Censur ved sin Tilknytning
til de ret magre norske Folkemelodier. Men de bæres unægtelig
oppe af det Hekseri, som hedder Svendsensk
Instrumentations-kunst — det kan enhver, (selv om han ikke skulde kunne høre
et Partitur under Læsningen) — overbevise sig om e contrario
ved at spille Rapsodierne i Klaverarrangement efter at have hørt
dem for Orkester. Saa er de næsten ikke til at kende igen.
Men hvor Svendsen har frit Vingeslag, er han uimodstaaelig
— det ved vi fra Symfonierne, som er tilstrækkelig velkendte,
men hans Kunstnerpersonlighed gør sig maaske endnu mere
gældende i visse andre Værker, hvor han har været endnu mindre
bundet end i den symfoniske Form. Selv blandt lutter
fremragende Værker maa man have Lov at mene om et enkelt, at
det er det allerbedste og bruge det som Eksempel. Vi vælger
Festpolonaisen op. 12, ogsaa fordi den er mindre spillet og kendt,
end den fortjener det.
Den musikarkitektoniske Opbygning er — ligesom i Reglen
hos Chopin — grundet paa en Udvidelse af den tredelte
Form, hvor 1ste Afdelings Hovedtema og Coda med Lethed
udvikles af de især rytmisk prægnante
Tonefigurer, der danner Rammen for
Sidetemaet, som vi straks kommer
tilbage til. 2det Afsnit dannes af en Slags „Trio" med et Tema, hvis
morsomme Vendinger gerne for mig kan gælde for norskel), —
’) Derimod er Rytmerne i hele Hovedtemaets Behandling ikke mere norske, end «t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
