Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mene mene — 109
I den aller sidste Tid havde det været ham, som om man stod
overfor en Afgørelse i Danmark.
Bønderne herskede over Landet og plejede deres Interesser
efter Evne, Arbejderne pressede paa for at gøre
Samfundseksperimenter i deres Favør, Bourgeosiet var splittet og blaseret,
fordærvet af Pengeglæde, nervøst i sin Kulturtrang.
Da lød en Pikken udefra paa Danmarks Riges Port, sagte,
men tydelig nok til, at Opmærksomheden vaktes, og en ubestemt
Frygt sneg sig ind over Landet. Det var — desværre — ikke
Arbejderne, som blev bange; for hvert Skridt, de havde gjort
fremad, troede de mere og mere paa virkelighedsf jerneTeorier; det var
store Lag af alle andre Samfundsklasser, som endnu huskede, at
man gik paa Jorden, og det oven i Købet den lille Smule fattige
danske Jord. Der hørtes igen Tale, som ikke blot var Skaaltale
eller Foredrag, om Fædreland og Nation. Men den lød i Uro,
Angst og Frygt, uden Vilje og Fortrøstning, med en nervøs
Skelen-ud efter, ikke en mandig Seen ind i sig selv.
Den havde over sig netop hin Stemning fra Kirkegaarden, i
Dag, da Generalen blev begravet.
Og som Fru Christines Søn sad her i sin smukke Stue, hørte
han selv til dem, der frygtede. Han var bleven moden Mand i
Analysens og Pengefremskridtets udmarvende Tid, hvor
Nationalitetens Grund var sunken under Danskes Fødder. Mon det
ikke skulde være sandt, naar det blev sagt, at det kunde ikke
nytte, — fordi Nationen havde tabt Evnen til at kunne ville, lide
og dø.
Dø for at leve.
Fru Christines Søn saa’ tværs igennem Døden, ud i det
straalende Solskin udenfor.
Der stod at læse om Mennesker, der paa en Graavejrsdag,
tilsyneladende uden Grund, blot knugede af deres Tilværelses
Ensformighed, havde gjort en Ende paa Livet.
Var dette underlige golde Solskin Over Danmark mindre egnet
til at føde en Spleen, der flk Mennesker til at lukke sig æreløst ud
af Tilværelsen ?
Uden at vide, hvad han gjorde, rakte Fru Christines Søn
Haanden frem imod Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
