Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6-7. Hefte - Indholdet af Ozon i Luften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mærke til, at ifølge Ebermayers Iagttagelser Luften i det Indre
af en lukket Skovbestand altid er noget ozonfattigere end
udenfor paa fri Mark, og at Ozonmængden midt i selve
Skoven voxer nede fra Jorden op til Kronen, hvilket lader sig
forklare af, at Humuslaget i Skoven tiltrækker noget Ozon.
Imod Forventning viste Ozonmængden ved alle baierske
Skovstationer sig om Vinteren ikke mindre, men tvertimod
større end under Vegetationstiden om Sommeren. Deraf
følger, at Træernes Bladvegetation ikke bidrager til at
frembringe Ozon, og at Skoven høist sandsynligt kun kan
betragtes som Ozonkilde paa Grund af sin større Fugtighed. Ogsaa
mangfoldige andre Ozoniagttagelser, som directe bleve
anstillede paa forskjellige Planters Blade, ligeledes Forsøg af
Belluci, tale for, at de grønne Plantedele ikke udaande
ozoniseret Ilt.
At Ozonmængden tiltager med Høiden over Havoverfladen
er allerede oftere blevet paaviist, og navnligt synes den
relativt fugtige Luft i skovrige Bjergegne at være mere ozonrig
end den tilsvarende i Lavlandet. Men endnu savnes dog i
længere Tid fortsatte, regelmæssige Ozoniagttagelser i større
Bjerghøider.
Ved nøiagtige Undersøgelser af Gorup Besanez i
Erlangen er det blevet efterviist, at Luften i umiddelbar Nærhed
af Graderehuse udmærker sig ved et større Indhold af Ozon,
hvoraf følger, at den raske Fordampning og Dannelsen af
Støvregn af den i Graderehusene neddryppende Saltlud ligeledes
maa betragtes som Ozonkilde.
Den Iagttagelse, at Ozonpapirer hyppigt bleve farvede
stærkere paa fugtig Jordbund end i Luften, bragte Ebermayer
paa den Tanke, at den fugtige Jordbund ligeledes maatte
bidrage noget til Ozondannelse, og han begyndte derfor i
Foraaret 1873 nærmere Undersøgelser derover. For at kunne
anstille sammenlignende Prøver med fugtig og med tør
Jordbund blev et Jordlag, der var 1/2 Fod tykt, altid holdt i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
