Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Absorptionslinierne i den ultrarøde Deel af Solspectret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Straaler, med ulige Styrke, idet den de fleste Steder næsten
er ganske ophævet, medens den paa andre optræder meget
livligt, saa at der altsaa i den ultrarøde Deel af det rene
Spectrum optræder lyse Linier, adskilte ved mørke
Mellemrum. De første angive altsaa en Mangel paa Varmestraaler
og svare til de mørke Linier i den lyse Deel af Spectret
Den her beskrevne Synliggjørelse af en Deel af det
usynlige Varmespectrum frembringes dog ikke under alle
Omstændigheder og med ethvert phosphorescerende Legeme.
Som bekjendt bringer en Opvarmning ikke Phosphoreseensen
til at forsvinde uden efter først at have gjort den livligere,
og der medgaaer derfor altid en lille Tid, førend
Varmestraalerne have bragt den til at ophøre. Da nu det
phosphorescerende Stof stadigt bestraales af de ultravtolette
Straaler, kan det Tilfælde indtræde, at Varmestraalernes modsatte
Virkninger hæve hinanden, og Phosphorescensen vil da overalt
vise sig lige stærk. Man maa derfor sørge for, at de to
Spectre, ved hvis modsatte Virkninger Phænomenet fremkaldes,
have et passende Forhold med Hensyn til deres Intensitet.
Paa den anden Side kunne alle phosphorescerende Legemer
heller ikke bruges. Phosphorescerer et Legeme kun meget
kort Tid efter at være bestraalet, iagttager man Intet; det
samme er Tilfældet med de Legemer, der kunne
phosphorescere i lang Tid, eftersom Varmestraalerne i dette Tilfælde
ikke tilstrækkeligt hurtigt slukke Phosphorescensen. Bedst
skikket til disse Forsøg er den hexagonale Blende, hvis
Phosphorescens er paaviist af Sidot.
Ved den her beskrevne Fremgangsmaade iagttog Becquerel
Linier i den ultrarøde Deel af Spectret til en Afstand fra
A-Linien, der er noget længere end dennes Afstand fra Linien
D. Nærmest A findes to Absorptionslinier, der synes at være
lige saa stærke som denne; Becquerel har kaldt dem A1 og
A2; paa disse følger en Gruppe af fire Linier A’, A’1, A’2,
A’3, af hvilke de tre første omtrent have samme Afstand fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
