Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Denne Lære havde vel bestandigt været Kirkens.
Men i Middelalderen var den fremtraadt i mildere
mere uklar Form. Dengang havde der været
ligesom en Stødpude mellem Gud og Menneskene:
Paven, Kirken og alle Helgenerne. Middelalderen
igennem vidste Ingen rigtigt, hvor Gud hørte op
og Puden begyndte. Det var ikke muligt at
skelne, om det var Gud eller blot Præsten, der
hjalp, naar denne helbredte en Syg ved Korsets
Tegn, Haandspaalæggelse, Vievand eller ved til
Gavn for ham at ofre Jesus paany i en Messe.
Og anraabte man Helgener og det hjalp, hvo
havde saa hjulpet En? Nedenfra seet tog det sig
i hvert Fald ud, som om det var dem. Og det
var ogsaa som Tak til dem, at man bagefter bragte
Gaver til deres Alter.
Den almindelige Forklaring, hvormed man
slog sig til Ro, var da den, at det Hele var Et,
Kirken og Gud, saa at det var en og samme
Kraft, der virkede lige fra Stænkekosten ved
Indgangsdøren og helt op til Paven, Kristusbarnet
selv og dels Forældre Gud Moder og Gud Fader.
Men alt delte blev ved Reformationen erklæret
for Overtro og falskLære. Vievand, Sidealtre,
Helgener og Mariabilleder ryddedes ud af Kirken.
Tilbage blev kun et tomt Bedehus og en barsk
Øvrighed i Himlen bestaaende af tre voxne Personer,
lutter Mænd. Denne Gud var ikke saa let at
komme til Rette med som Middelalderens.
Reformationens Gud var altid inderst i sit Hjerte vred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
