Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rævelunger, Froøjne, Elsdyrklove, Spidsen af
Hjortetakker, Tosse- [Skrubtudse] Hjerter,
Svalestene, Gumpen af Spyfluer o. s. v., o. s. v. var
det ikke til enhver Aarstid let at have paa
Lager. Vanskeligst af alt var det dog at skaffe,
hvad der derfor ganske vist ogsaa betaltes i dyre
Domme, — det ikke existerende Dyr
Enhjørningen. Et Ben af dette, endsige da selve dets Horn,
var det ypperste Middel mod en Mængde
Sygdomme, den faldende Syge«, Gilt og Pestilents.
Aar 1565 under den nordiske Svvaarskrig maatte
Frederik II af Danmark meget mod sin Vilje
sætte sit Enhjorningehorn i Pant for et større
Laan. [T. o. a. L. 7. Juli 1565], Aar 1588 var
Beholdningen hos Johan III i Sverige sluppet
op, saa at han maatte skrive til sin Søn, Kong
Sigismund i Polen, og bede ham om endelig at
skaffe ham nvt. [Cjörwell Svenska Magazinet.
1766. S. 713].
Folk. der ikke vare i Stand til at skaffe sig
Enhjorninge, paastod, at Klove og Horn af
Elsdyr. der vare fældede mellem de to Fruerdage,
i mange Henseender var lige saa kraftigt et
Middel. Kurfystinde Anna af Sachsen havde
derfor Skeer af Elsdvrhorn. [Weber: Anna.
Churfurstin zu Sachsen. S. 192.]
Mod den faldende Syge« var sligt et
ufejlbarligt Middel, og Grunden var let fattelig, da
Elsdyr selv vare tilbøjelige til denne Sygdom. Da
en Franskmand, de la Martiniére, deltog i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
