Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spredte en vældig Paraply af vaade, graa Straaler ud
i Stormnatten.
Det var Fyret, som netop blinkede, og som de
nu trygt kunde styre paa, *— det var bene Veien
hjetft, og de behøvede ikke at se sig, for, — deilig
flad Pløiemark var der lige frém til Husene.
Og al deres Angst forsvandt.
Thi hvad behøvede de nu at være rædde forl
Dä saa jo Fyret, det kjære, kjendte Fyr, som
smilede ind til dem om Morgenen, naar de saa ud af
Vinduet, hvidt og vældigt med den røde Hætte og
de tykke Glasruder, som gnistrede i Solen, —
Fyret som hele Dagen igjeilnem fulgte dem i deres
Leg og paa deres vidunderlige Opdagelsesreiser
mellem de yderste, ubeboede Øer, hvor der aldrig kom
Folk, ikke engang Sauer, men hvor Erfuglen havde
Reder midt i flade Lyngen og blege Fugleskeletter
laa igjen efter Ørnen, som kom hver Vinter.
Hvor de gik og hvor de færdedes, havde de det
hvide Taarn ragende op over de lave, forrevne Øer,
og naar det stundom hændte, at de paa sine
Expeditioner kom saa langt væk, at de ikke saa, hvor
de var, eller det blev saa sent, at Dagen begyndte
at hælde, var de altid trygge, naar de bare saa
Fyret — saa vidste de Veien hjem.
Men om Aftenen og Natten, naar Uhyggen fra
Havet kom sigende ind med Mørket og lagde sig
over Øen og knugede deres Sind som en Angst for
noget ukjendt og ondt, der vilde komme over dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
