Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poe anvender paa Kvinden saavel som paa
Kunsten Bacons Ord, at i al Skjønhed findes der et
Element af Særegenhed. Noget, som kommer igjen
hos næsten alle Poes Kvinder, er Sorgen og Øjnenes
mystiske Udtryk. Forholdet mellem hans Mænd og
Kvinder er den syge, overspændte, nervezitrende
Inderlighed samt den Angst, der forvandler Menneskene
til Stenstatuer. Hans Adam er en degenereret, og
hans Eva er det personificerede Mysterium, i hvis
Sfinxblik den syge Mand stirrer sig vanvittig. Hans
Venus er ikke den yppige Sanseligheds Præstinde,
ejheller den store sunde glade Naturkjærligheds
Guddom ; hun skrider frem gjennem Verden, som en
dunkel Skikkelse skrider frem i Natten,
hemmelighedsfuld og ulykkespaaende som et Spøgelse, eller
sidder hvid i Maaneskinsnatten som en grublende
Elverpige.
Medens Eleonore i «The Valley of the
Many-Coloured Grass» er saadant et Taagebillede paa
Engen i Sommernattens Maaneskin, saa ligner Ligeia
en sort Midnat med Lygtemænd. Hendes Skjønhed
er straalende som Opiumsdrømmen, hendes Haar er
sort som Ravnens Fjer, hendes Ansigtsfarve har
Elfenbenets Hvidhed, hendes Profil minder om
Hebræernes Medailloner. Men Underet over alle Undere
er dog LigeiasØjne. I dem ligger den Skjønhedens
Hemmelighed, hvortil Bacon hentyder. Det er den
magre hysteriske Kvindes sorte, sygelig store
Gazel-øjne. Han, som elsker hende, kjæmper en hel
Sommernat for at gribe deres Udtryk, thi han føler, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
