Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tet Altruismen med selve den moderlige Organisme,
af hvilken alt, som ejer Livets Aande i sig, er
fremgaaet, det være sig nu som Væsener eller Tanker,
historiske Tildragelser eller videnskabelige Systemer.
Samtidig hermed har imidlertid ogsaa Egotismen
rejst sig i sin fulde Højde midt i det klare Dagslys.
Tiden har endelig, efter en totusendaarig altruistisk
Feberdrøm og under tunge Fødselsveer frembragt et
Barn, som forløser Moderen fra hendes Febersyner.
Friedrich Nietzsche har følt to tusend Aars
Kulturarbejde ligge i sin Aand som et Stykke dødt
Kjød, det han med Væmmelse kaster fra sig paa
Historiens store Affaldsdynge; og ud af de Masser
af Blade, som i disse mange Aar har løsnet sig
fra Civilisationens Træ paa godt og ondt, dækkende
Menneskeaanden Lag for Lag, har han fremgravet
en liden grøn Spire, som maaske vil vise sig i
Besiddelse af samme vidunderlige Væxtevne, som
Kristendommens berømte Sennepskom.
For Nietzsche er Altruismen i alle dens Ytringer
som kristen Kj ærlighedslære, som social
Ligestillingsprincip, som moderne «réligion de la souffrance
hu-maine», Symptom paa et degenererende Liv. Hen
gjennem Tiderne drager sig, efter hans Opfattelse,
en Kamp imellem de mange smaa og de faa store,
imellem de faa stærke og de mange svage. De smaa
og svage, de syge og forkrøblede, de, som intet
var eller mægtede hver for sig, og som kun igjennem
Sammenslutning kunde opnaa at spille nogen Rolle,
har i Aarhundreder ladet sig det være magtpaalig-
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
