Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hud. Det er den tyveaarige, der er lige ved at
vaagne til Kvinde, og som en Sommerdag i
Middagstiden drømmer sine jomfruelige Drømme. Det er
tyst og stille, sælsomt stille; kun de lette Fjed af
Sagadyret, der søvngjængeragtig bærer sin
Herskerinde frem gjennem hendes Drømmes svale,
grønligdunkle Underverden, medens Livets blændende klare
Sommermiddag staar stille derudenfor og venter paa
hende.
Og i alt Ro: i Sagadyrets Gang og i den
drømmendes Mine og Holdning, Ro i Drømmen
og Ro over Dagen, — og kanske mest i denne
Virkelighedsdags blændende blaa Himmel, der
omslutter Drømmeriets dunkelgrønne Skumringsleg.
Mange Aar er gaaet, og sent en Aften staar en
Kvinde alene ved Stranden nedenfor en Villa ved
Havet. Det er en Aften med Stille efter Storm.
Urolige Skymasser bedækker endnu Himmelen, men
Havet har allerede lagt sig til Ro. Det mørkner i
Luften; Trappetrinene, der fører op til Villaen, og
dennes Marmorkolonnader skinner derved dobbelt
hvide. Kvinden staar næsten liden og ensom i dette
Sceneri, ligesom forstenet; men paa samme Tid synes
hun at udgjøre saa ’at sige dettes levendegjorte
Personification. Ogsaa hun i hvidt og sort: en
dybsort Dragt, som falder i lange lette Folder over den
slanke bøjelige Skikkelse og udover Marken, Ansigtet
ligeledes hvidt, lyser dobbelt hvidt indrammet af det
sorte Tørklæde, hvori Hovedet er svøbt. Hun staar
ganske alene, støttet mod Klippevæggen, medens det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
