Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaaet omkring med en uklar Forestilling om, at hun længe havde
anet hans Utroskab, men lukket Øjnene for den. Det forekom
ham endogsaa, at hun, en tidlig afblomstret Kone, der ikke mere
saa’ godt ud og ikke i nogen Henseende ragede frem, men kun
havde den Fortjeneste at være en god Husmoder, hvis hun
virkelig var retfærdig, maatte være overbærende imod ham. Men
nu viste ganske det modsatte sig. „Aa, hvor det er skrækkeligt.
Aa, aa, aah!“ vedblev Stepán Arkádjevitsch at gentage for sig
selv, men uden at kunne finde paa nogen Udvej. „Og det gik jo
dog saa godt! Vi levede saa lykkeligt sammen! Hun var tilfreds
og glad ved Børnene, og jeg lagde hende ikke nogen som helst
Hindringer i Vejen, men lod hende skalte og valte med dem og
Huset, som hun selv lystede. Det er ogsaa ubehageligt, at Mlle
Roland har været Guvernante her. Ja, det er meget ubehageligt.
Der er noget trivielt og nedværdigende i at skulle gøre Kur til
sine Børns Lærerinde. Men hvad var det ikke for en Lærerinde!“
Her mindedes han Mlle Rolands skælmske sorte Øjne og hendes
Smil. „Og saa længe hun var her i Huset, tillod jeg mig jo slet
ingen Friheder. Det værste af alt er, at hun... Det er da ogsaa
kedeligt, at det netop skulde træffe sig saaledes. Ak ja, Ak ja! —
Hvad i al Verden skal jeg dog gøre?“ spurgte han sig selv, men
uden at faa andet Svar end det, Livet giver paa alle Spørgsmaal,
selv de vanskeligste og mest indviklede: „Lev for Dagens Krav
og søg at glemme.“ — Men for Øjeblikket, hvor han var
lysvaagen, kunde han ikke søge Glemsel i Søvnen, det maatte han
vente med til næste Nat — og indtil da maatte han søge den i
Livet.
„Jeg maa se Tiden an,“ tænkte han og bestemte sig til at
staa op. Han iførte sig sin graa Slobrok med det blaa Silkefoder,
bandt den sammen i Livet og trak Vejret saa dybt, at han fyldte
hele sin store Brystkasse med Luft. Derpaa gik han hen til
Vinduet med sin sædvanlige faste, elastiske Gang og med saa lette
Skridt, som om han ikke havde haft sit eget fyldige Legeme at
bære paa. Efter at han havde trukket Rullegardinet op, ringede
han stærkt, og næsten i samme Nu traadte Matvej, hans gamle
Ven og Kammertjener, ind med hans Klæder og Støvler og et
Telegram i Haanden. Bag ved ham viste Barberen sig med alle
sine Apparater.
„Er Akterne komne fra Retten?“ spurgte Stepán
Arkádjevitsch, idet han tog Telegrammet og satte sig hen foran Spejlet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
