Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forlade sit Hjem og drage bort med dem til sin Moder. Hvor
ofte havde hun ikke prøvet derpaa i de sidste tre Dage, men hver
Gang, det kom til Stykket, var det hende umuligt at udføre sit
Forsæt. Noget maatte der jo gøres for at straffe og beskæmme
ham; hun burde dog gengælde ham lidt af alt det onde, han
havde tilføjet hende. Men medens hun blev ved at gentage for sig
selv, at hun vilde forlade ham, følte hun godt, at det var hende
umuligt, thi hun kunde ikke ophøre at betragte ham som sin
Ægtefælle: hun elskede ham nu som før. Hun følte desuden,
at naar det var vanskeligt for hende at styre og passe sine fem
Børn herhjemme, saa vilde det blive endnu værre dér, hvor
hun havde besluttet at føre dem hen. Naar hun altsaa nu igen
stod og samlede sine Sager sammen, var det egentlig kun for at
bilde sig selv ind, at hun vilde forlade sit Hjem.
Saa snart Døren gik op, dukkede hun atter ned i Skuffen og
saa’ først op paa sin Mand, da han var lige i Nærheden af hende.
Hun vilde vise ham et strengt og bestemt Ansigt, men det, han
saa, var bekymret og lidende.
„Dolly!“ hviskede han ængstelig med et ynkeligt og bedende
Ansigt. Hun maalte ham hurtig fra Isse til Fod, og da hun saa’,
hvor hans Skikkelse straalede af Sundhed og Friskhed, tænkte
hun: „Ja, han er fornøjet og tilfreds — men jeg da...? Og dertil
kommer denne rent ud sagt afskyelige Godmodighed, der gør
ham saa afholdt, og som alle roser og priser ham saa meget for.“
Hendes Mund fortrak sig, og den højre Side af hendes blege
Ansigt dirrede krampagtigt.
„Hvad vil De mig?“ spurgte hun hastigt og med en dyb
Stemme, hvis fremmede Klang forbavsede hende selv.
„Dolly!“ gentog han med skælvende Røst. „Anna kommer i
Dag.“
„Ja, hvad vedkommer det mig? Jeg kan ikke tage imod hende.“
„Men Dolly, det kan dog ikke gaa an...“
„Gaa! Gaa!“ skreg hun uden at se paa ham og fór sammen,
som om hun pludselig fik et stærkt Anfald af Smerte.
Stepán Arkádjevitsch havde kunnet gøre sig Illusioner, inden
han saa’ sin Kone, og havde kunnet drikke sin Kaffe og læse sin
Avis med en vis Ro, idet han haabede paa, „at alt vilde gaa i
Orden“, som Matvej sagde, men da han nu saa’ hendes lidende,
forpinte Ansigt og hørte hendes fortvivlede Skrig, kunde han
næsten ikke trække Vejret; han fik Taarer i Øjnene, og det var,
søm om hans Hals snøredes sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
