Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskevrimmel, som i tætte Skarer bevægede sig frem og tilbage i
de Gange og Stier, der slyngede sig om Havens sirlige
Træhuse. De gamle, vejrbidte Birketræer, hvis Grene var hvide af
Sne og Rim saa’ ud, som om de havde iført sig deres allerfineste
Højtidsdragt.
Alt medens Ljevin nærmede sig Skøjteløbernes Dam, tænkte
han: „Nu gælder det om at være rolig, ganske rolig. — Hvad er
der i Vejen? Hold dog op at banke paa denne taabelige Maade!“
sagde han, idet han forsøgte at dæmpe sit Hjertes urolige Slag.
Men det var ham umuligt; hans Uro tog til for hvert Skridt, han
gjorde, og til Slutningen kunde han næsten ikke trække Vejret.
En af hans Bekendte strøg lige forbi ham og sagde venligt
„God Dag!“ til ham, men Ljevin lagde slet ikke Mærke til ham.
Nu var han i Nærheden af Isbjærgene. Han hørte glade og
fornøjede Stemmer, Slædernes Rumlen, idet de for ned ad
Skraaningen, og den klirrende og raslende Lyd af Jærnkæderne, der
trak dem op igen. Han gik endnu et Par Skridt, saa stod han
ved Bredden af Dammen. Midt imellem de mange Skikkelser, der
bevægede sig frem og tilbage paa Isen, saa’ han hende. Ja, det
var hende, det mærkede han paa den Følelse af Angest og Fryd,
der øjeblikkelig greb ham. Hun stod langt borte og talte med
en Dame, og skønt der ikke var noget særlig ejendommeligt
hverken i hendes Stilling, Holdning eller Paaklædning, fandt han
hende dog lige saa let i den tætte Menneskevrimmel, som han
vilde have fundet en Rose imellem Brændenælder. Hun var som
Solen, der kaster sin Straaleglans over alt; som et livsaligt Smil,
der lyser til alle Sider. „Mon det kan gaa an, at jeg gaar over
Isen og hen til hende?“ tænkte han. Stedet, hvor hun stod,
forekom ham nemlig saa helligt, at han ikke vovede at betræde det,
og han var endogsaa et Øjeblik lige ved at gaa ud af Haven igen.
Det kostede ham en svær Kamp at komme ned paa Isen. Medens
han nærmede sig hende, undgik han at se hen til den Side, hvor
hun stod, som man undgaar at se op til den straalende Sol; og
dog saa’ han hende hele Tiden, som man ser Solen uden at fæste
sine Øjne paa den.
Visse Dage om Ugen mellem Kl. 4 og 5 om Eftermiddagen
plejede en ganske bestemt Kreds af Moskvás fornemme Verden
at samles paa denne Bane for at tumle sig af Hjertens Lyst. Man
saa her rene Mestere i Skøjteløberkunsten, der glimrede med
deres Færdighed, og Begyndere, som ængstelige og kejtede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
