Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Anna Karénin
ønsket at tale med Dem om noget, der ligger mig paa Hjertet,"
vedblev hun og saa” ham lige ind i Øjnene, medens en brænden-
de Rødme skød op i hendes Kinder. ,Jeg vidste, at De vilde kom-
me her i Aften, og derfor er jeg her. Ja, jeg er kommet for at
sige Dem, at dette maa have en Ende. Jeg har aldrig før rødmet
for nogen, men De tvinger mig til at føle mig brødefuld, skønt
jeg intet har at bebrejde mig."
Han saa” paa hende og følte sig slaaet af det ophøjede Ud-
tryk i hendes Ansigt. Saa vidunderlig dejlig havde han aldrig set
hende før.
,Hvad forlanger De af mig?" spurgte han uden Omsvøb.
»Jeg forlanger, at De skal rejse til Moskvå og bede Kitty om
Tilgivelse."
»Det kan De ikke mene."
Han mærkede nok, at hun tvang sig til at sige noget helt
andet, end det hun egentlig havde paa Hjertet.
,Hvis De virkelig elsker mig saa højt, som De siger," hvi-
skede hun, ,saa gengiv mig min Ro."
Hans Ansigt lyste.
»Véd De da ikke, at De er mit Liv — mit alt! Min Ro er
borte, og jeg kan ikke gengive Dem Deres. Men jeg kan give
Dem mig selv, min Kærlighed — ja, det kan jeg! De er altid i
mine Tanker, jeg lever og aander kun for dem; De er jo en Del
af mit eget Væsen! Ro — det finder hverken De eller jeg mere!
Vender jeg Blikket fremad, ser jeg for mig en grænseløs Fortviv-
lelse, eller en Lykke — aa, hvilken Lykke! — Er den da uop-
naaelig?" hviskede han ganske sagte, men dog højt nok til, at
hun kunde høre det.
Hun opbød al sin Kraft for at svare ham, som Pligten bød
det. Men hun kunde ikke faa et Ord over sine Læber og saa” paa
ham med Øjne, der straalede af Kærlighed.
»Endelig!" tænkte han henrykt. »Endelig har jeg da faaet
Vished, netop som jeg begyndte at fortvivle og næsten havde op-
givet alt Haab. — Hun elsker mig og tilstaar det selv."
»Jeg beder Dem, tal aldrig mere saaledes til mig, lad os ved-
blive at være Venner," sagde hun, men hendes Øjne talte et helt
åndet Sprog.
»Nej, Venner kan vi ikke være; det véd De ogsaa godt selv.
Det staar til Dem at afgøre, om vi skal være de lykkeligste
eller de.ulykkeligste Mennesker paa Jorden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
