Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anna Karénin 165
Hoved. Fire Skud knaldede imellem hinanden, og tumlende sig
som Svaler i lynsnare Vendinger styrtede Snepperne til Jorden.
Det var et heldigt Sted, de havde valgt. De skød endnu hver
to Snepper, men den ene fandt de ikke. Det begyndte at blive
helt mørkt. Langt nede paa den vestlige Himmel funklede Venus
som Sølv gennem Birketræernes Grene, og højt oppe paa den
østlige tændtes Arkturus i rødlig Glans. Næsten i Zenith skim-
tedes Karlsvognen, men ganske svagt: den kom, forsvandt og
viste sig atter. Skovsnepperne havde hørt op at trække, men
Ljevin havde besluttet at vente til Venus, som nu tindrede under
en Gren, var naaet op over denne, og til Karlsvognen traadte
frem med Klarhed. Men den lyse Planet skinnede allerede højt
oppe over Grenen, og de syv Stjerner i Zenith straalede klart
paa den mørkeblaa Himmel, uden at han gjorde Mine til at røre
sig af Stedet.
»Skal vi ikke gaa?" foreslog Stepán Arkádjevitsch.
I Skoven var alt stille; ikke en Fugl rørte sig.
»Aa, lad os vente lidt," svarede Ljevin.
»Som du vil.”
»Stiva!" busede det pludselig ud af Ljevin. ,,Hvorfor har du
ikke nævnet din Svigerinde med et Ord? Er hun gift, eller skal
hun snart giftes?"
Han følte sig saa rolig og forberedt paa alt, hvad der kunde
komme, men det Svar, han fik, havde han rigtignok ikke ventet.
»Nej, gift er hun ikke, og hun tænker ikke derpaa. Hun er
meget syg; Lægerne har sendt hende til et Badested. Man mener
endogsaa, at der er Fare for hendes Liv."
»Hvad siger du?" raabte Ljevin, ,Er hun syg? Hvad fejler
hun da? Hvorledes .….."
Allerbedst som de talte sammen, spidsede Laska pludselig
Øren, saa’ op mod Himlen og sendte sin Herre et bebrejdende
Blik. ,Det er øgsaa en Tid at tale til hinanden paa," tænkte den.
»Dér flyver den jo, næsten lige over Hovedet paa os! — Nu er
det for sent."
I det samme hørte de en gennemtrængende, pibende Lyd,
der prikkede dem som med Synaalespidser i Ørene. Begge Jæ-
gerne smed Bøssen til Kinden. To Lyn og to Knald, og Skov-
sneppen, der fløj højt oppe i Luften, trak Vinger og Standere")
til sig og styrtede ned i Krattet.
”y Standere — Ben, O.A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
