Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 Anna Karénin i
var nemlig for 8 Dage siden vendt tilbage fra Centralasien som
General og Storkors af St. Anna Ordenen, en usædvanlig Ud-
mærkelse for en Officer med hans Tjenestealder. Han betrag-
tedes i St. Petersborg som en opgaaende Stjerne af første Rang,
og det hed sig overalt, at han var udset til at indtage en over-
ordentlig vigtig og fremragende Stilling i Staten. Vronskij kunde
ikke skjule for sig selv, at han som en slet øg ret Ritmester, hvis
Uafhængighed ingen tænkte paa at forstyrre, spillede en temmelig
tarvelig Rolle i Sammenligning med sin fordums Kammerat, der
allerede var naaet saa vidt paa Ærens Vej.
»Jeg misunder selvfølgelig ikke Serpukhovskoy," sagde han
til sig selv for at trøste sig. ,,Hans hurtige og glimrende Karriere
viser mig kun, at naar jeg giver Tid og afventer det gunstige Øje-
blik, saa vil jeg hurtigt kunne komme i Skuddet. For tre Aar siden
var han stillet som jeg. Hvis jeg altsaa nu tog min Afsked, vilde
det være at brænde mine Skibe. Bliver jeg i Tjenesten, er der
endnu intet tabt. Hun har jo desuden sagt, at hun ikke ønskede
nogen Forandring i sin Stilling. Nej, jeg misunder sandelig ikke
Serpukhovskoy, naar jeg blot ejer hendes Kærlighed."
Og idet han snoede sit Overskæg, gik han et Par Gange frem
og tilbage i Værelset. Hans Øjne lyste, og han følte sig rolig og
glad som altid, naar han havde gjort sit Regnskab op. Han bar-
berede sig, tog et koldt Bad, klædte sig paa og følte sig forfrisket
og styrket.
XVII
Klokken var over fem, da Vronskij fik Annas Brev. For ikke
at komme for sent maatte han straks køre derhen. Han tog en
Hyrevogn, for at hans egne Heste, som alle kendte, ikke skulde
røbe ham, og befalede Kusken at køre, alt hvad Remmer og Tøj
kunde holde. Da han kom i Nærheden af Frøken Vredes Have,
sprang han ud af Vognen, inden den endnu var standset, og ilede
op ad Alleen, som førte ind i Parken. I Alleen saa” han ingen,
men i en Gang til højre fik han Øje paa Anna, som kom gaaende
hen imod ham. Skønt hun havde Slør paa, kendte han hendes
Gang, Skuldrenes fine Linjer og den Maade, hvorpaa hun bar
Hovedet. I samme Nu, som han genkendte hende, følte han et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
