Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 Anna Karénin
han haabede nok, at han skulde faa en Skilsmisse bragt i Stand,
og saa vilde han gifte sig med hende, men indtil det skete, be-
tragtede han hende som sin Hustru for Gud og Mennesker, og
det bad han ham om at meddele Moderen og Varja.
»Det er mig fuldstændig ligegyldigt, hvorledes Verden døm-
mer om det," tilføjede han, ,,0g hvis min Familie ikke viser hende
alle de Hensyn, den skylder min Hustru, saa bryder jeg uden
videre med den."
Alexander, der altid havde næret den største Respekt for sin
yngre Broders Meninger, var ikke ganske vis paa, om han havde
Ret eller Uret, men det maatte Verden dømme om. Selv havde
han intet at indvende derimod, og han fulgte derfor uden en
eneste Indvending med ham op til Anna.
Til Trods for sin store Verdenserfaring gjorde Vronskij sig
dog skyldig i en besynderlig Misforstaaelse med Hensyn til Be-
dømmelsen af sin egen Stilling. Han, som bedre end nogen
anden burde have kunnet indse, at alle Kredse nu maatte være
lukkede for ham og Anna, forsøgte nemlig at bilde sig selv ind,
at den offentlige Mening havde holdt i den Grad Skridt med
Tidens hurtige Udvikling, at den nu havde frigjort sig for alle de
taabelige Fordomme, som den tidligere havde været hildet i, og
at det derfor slet ikke var saa afgjort endda, at han og Anna ikke
vilde blive modtagne overalt. Til Hoffet kunde hun naturligvis
ikke komme, men Slægtninge, Venner og Bekendte kunde og
burde tage imød hende som tidligere.
Man kan nok sidde flere Timer i én og samme ubekvemme
Stilling, med Fødderne trukne ind under sig, naar man blot véd,
at det staar en frit for at strække Benene, hvad Øjeblik man
lyster, men er man nødt til at sidde saadan uden at kunne røre
sig af Stedet, faar man Krampe i Læggene; det trækker, jager
og værker i dem, og man ønsker intet højere end at kunne stræk-
ke dem ud. Saaledes gik det ogsaa Vronskij her. Under andre
Forhold vilde han godt have kunnet undvære Selskabslivet, men
nu, da han vidste, at Dørene var lukkede for ham, vilde han
absolut prøve, om han og Anna dog ikke kunde slippe ind. Men
han mærkede snart, at det gik, som naar man leger Katten og
Musen. Ringen aabnede sig for ham, men de samme Hænder,
der hævede sig højt, naar han vilde smutte ind i Kredsen, sæn-
kede sig øjeblikkeligt, naar Anna vilde med derind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
