Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490 Anna Karénin
»Godt, saa hæver jeg nogle flere i Banken. — Hvor mange
skal du have?" spurgte han med en misfornøjet Mine.
»Vent lidt," bad hun og holdt paa ham. ,,Lad os tale lidt om
det. Aa, jeg er saa ked over, at der gaar saa meget med herinde.
Jeg synes aldrig, jeg giver noget ud til Unytte, og alligevel smut-
ter Pengene bort mellem Fingrene paa mig. En Fejl maa der være
et eller andet Sted; det er sikkert.”
»Nej, der er ikke noget at sige til det," svarede Ljevin med
en sagte Høsten, der var et yderligere Tegn paa hans Misfor-
nøjelse. ,Jeg har givet Ordre til at sælge Hveden, og Lejen for
Møllen lader jeg opkræve forud. Vær du rolig, jeg skal nok skaffe
Penge."
»Ja, men det er dog saa kedeligt, at vi bruger saa meget. Un-
dertiden ærgrer jeg mig over, at jeg har fulgt Mamas Raad og
er taget herind. Vi kunde jo haft det saa yndigt paa Landet. Her
er jeg jer alle til Byrde og Besvær, og de Penge, som gaar med
til Opholdet, er ligefrem kastet ud af Vinduet."
»Nej, nej. Jeg er lige saa lykkelig og tilfreds her, som jeg har
været det, siden den første Dag vi blev gift."
»Er det sandt?" spurgte hun og saa’ ham lige ind i Øjnene.
Han havde sagt disse Ord uden at tænke videre over dem
og blot for at trøste hende. Men da han nu saa” hendes kære,
troskyldige Øjne rettede paa sig med et spørgende Blik, gentog
han dem og denne Gang af sit fulde Hjerte.
Saa sagde han atter kærligt Farvel til hende og gik.
Alle de kedelige, men dog saa uundgaaelige Udgifter, som
Livet i Moskvå medførte, havde i Begyndelsen gjort et stærkt
Indtryk paa Ljevin, der hjemme paa Landet ikke var vant til at
give en Skilling ud til unyttige Ting. Men han vænnede sig ef-
terhaanden til disse Udgifter. Det gik ham som Drankeren: det
første Glas, han slaar ned i Halsen, brænder som Ild, og det
næste er beskt som Malurt, men alle de andre glider ned af sig
selv. Da Ljevin trak den første Hundrederubelseddel frem for
at købe nye Liberier til Tjeneren og til Kusken, kom han uvil-
kaarlig til at tænke paa, at han for de Penge, han gav ud til dette
unyttige Stads, vilde have kunnet fæste to Daglejere hele Som-
meren igennem. Fyrstindens og Kittys Forsikringer om, at det
var en aldeles nødvendig Udgift, lukkede imidlertid Munden paa
ham. Men det var en drøj Snaps at faa ned! Den næste Seddel,
som maatte springe for en Familiemiddags Skyld, kostede det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
