Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 507
IX
Man kan vænne sig til alt i denne Verden. For tre Maaneder
siden vilde Ljevin have anset det for umuligt at kunne sove ro-
ligt under Omstændigheder som de nærværende. Han førte et al-
deles ørkesløst Liv og levede over Evne, havde indladt sig paa at
svire — ja, for paa anden Maade kunde man ikke betegne, hvad
der var sket i Klubben — havde sluttet et aldeles meningsløst
Venskab med en Mand, som hans Hustru tidligere havde været
indtaget i, havde begaaet den Dumhed at besøge en Kvinde, der
maatte betragtes som et fortabt Væsen, havde forelsket sig i
hende og gjort sin Kone fortvivlet og sov dog saa roligt og fast,
som om der intet var sket.
Henad Morgenstunden blev han vækket ved en blid Rusken
i Skulderen og en sagte Hvisken, og da han slog Øjnene op, saa”
han, af der var tændt Lys, og at Kitty sad oprejst i Sengen med
et Strikketøj mellem Hænderne.
»Vær ikke bange, Kostja," hørte han hende sige, ,,;men det er
vist bedst, at der bliver sendt Bud efter Lisaveta Petrovna. —
Du maa ikke blive forskrækket; jeg er slet ikke ængstelig selv,"
tilføjede hun, da hun saa” hans forfærdede Ansigt, og trykkede
hans Haand mod sit Bryst og sine Læber.
Han sprang hurtigt ud af Sengen, trak sin Slobrok paa og
vilde gaa, men blev staaende ubevægelig uden at kunne faa Øj-
nene fra hende. Aldrig før havde han fundet hende saa indtagen-
de som i dette Øjeblik. Hvor ussel og afskyelig fandt han ikke
sig selv, naar han tænkte paa den Sorg, han havde forvoldt hende
i Gaar.
Skønt der ikke var noget skjult eller kunstlet i Kittys Karak-
ter, forekom det ham dog, at han først nu forstod hele hendes
inderste Væsen. Hun saa’ smilende paa ham, men pludselig trak
hendes Øjenbryn sig sammen, og idet hun løftede sit Hoved og
greb hans Haand, trykkede hun sig tæt op til ham: hun led og
klagede sin Lidelse for ham. I første Øjeblik anklagede han sig
selv for at være Skyld i dem, men da han saa’ hendes ømme,
kærlige Blik, beroligede han sig. Hun syntes stolt over sine Li-
delser, ja næsten glad over dem, Der foregik noget vidunderligt
i hendes Sjæl. Men hvad? — Ja, det forstod han ikke; det gik
over hans Forstand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
