Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvide Silkestrømper og lakerede Sko. Han talte i dette udsøgte,
elegante franske, som vore Fædre var opfødt i, og hans Stemme
havde den fornemme Hofmands dæmpede, protegerende Klang.
Med en ærbødig Mine bøjede han sin skaldede, duftende Isse
ned over Anna Pavlovnas Haand, kyssede den og tog Plads i en
Lænestol lige over for hende.
„Naa, men sig mig nu først og fremmest, hvorledes De har
det, kære Veninde. Berolig mig endelig i den Henseende!“
begyndte han i en galant Tone, som dog snarere lød spotsk end
deltagende.
„Ja, hvordan kan man vel have det i Tider som disse, naar
man ejer et følsomt Gemyt!“ svarede Anna Pavlovna. „Men sig
mig, Fyrste, De bliver her da i Aften?“
„Nej desværre, der er jo stor Fest hos den engelske
Ambassadør, og der kan jeg ikke manquere. Min Datter kommer senere
og henter mig.“
„Ak jeg troede, den Fête var opsat. Jeg maa tilstaa, at jeg
begynder at finde alle disse Baller og Fyrværkerier utaalelig
kedelige.“
„Ja, havde Ambassadøren vidst det, vilde han sikkert have
afsagt Ballet,“ sagde Fyrsten fuldstændig mekanisk og uden
mindste Fordring paa, at hans Tilhørerinde skulde tro, at han
mente et Ord af, hvad han sagde.
„Ak Fyrste, pin mig dog ikke med Deres Spot!“ sagde Anna
Pavlovna lidt ærgerligt. „Mais pour parler d’autre chose: hvad
siger man til Novosilzovs sidste Depeche? Hvad mener man? —
De véd jo alt!“
„Hvad man mener?“ svarede Fyrsten temmelig køligt. „Ja,
man mener, at Bonaparte har brændt sine Skibe, og at vi ogsaa
snart maa brænde vore.“
Der var en underlig Modsætning mellem disse to, thi medens
Fyrst Vasilij talte i en fuldstændig mekanisk Tone, som en
Skuespiller, der fremsiger en Rolle, han for længst kan udenad,
strømmede Anna Pavlovna over af Ekstase, hver Gang hun lukkede
Munden op. Alle kendte hende som en i høj Grad entusiastisk
Dame, og selv om hun undertiden ikke var i sit begejstrede
Hjørne, tvang hun sig dog til at være det for ikke at skuffe sine
Tilhøreres Forventninger. Altid spillede der et undertrykt Smil om
hendes Læber, og dette Smil, der slet ikke passede til hendes
falmede Ansigt, syntes nærmest at skulle antyde, at hun meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
