Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Be
Krig og Fred 217
XX
Fodfolket, der var bleven overrasket inde i Skoven, medens
det gik og sankede Ved, kom løbende ud af den i uordentlige
Hobe, og under Flugten hørte man pludselig det uheldsvangre
Raab: ,,Vi er omgaaede! Vi er afskaarne!’" og dette Raab, der
hurtigt gik videre fra Mund til Mund, fremkaldte den grænse-
løseste Forvirring og Raadvildhed.
Saa snart den tykke Generalmajor hørte Skuddene og Skri-
gene bag ved sig, forstod han, at der var hændet noget skrække-
ligt, og den Tanke, at han, den pligtopfyldende Officer, som hav-
de tjent uden Dadel i mange Aar, skulde have nogen Skyld deri,
greb ham saa stærkt, at han glemte baade sin Strid med Husar-
obersten og den Fare, som truede ham selv. Han strammede Tøj-
lerne, sporede sin Hest og jagede gennem Skoven omsuset af
Kugler, af hvilke dog ikke en eneste rørte ham. Han havde kun
én Tanke: at faa at vide, hvad der var i Vejen, at bringe Hjælp
og at raade Bod paa Fejlen, saaledes at han ogsaa fremtidig kunde
staa uden Plet og Lyde,
Efter at have passeret Skoven, der var fuld af Fjender, kom
han ud paa en stor, aaben Mark, hvor han hurtig indhentede sine
Folk, der styrtede hovedkulds af Sted uden at lystre deres Føre-
res Kommando. Øjeblikket var skæbnesvangert: vilde disse uor-
dentlige Høbe høre efter deres Chefs Stemme, eller vilde de løbe
videre uden at ænse ham? Men til Trods for hans fortvivlede
Raab og truende Bevægelser med Kaarden fortsatte Folkene de-
res Flugt og skød Geværerne af i Luften uden at se sig om.
Tærningerne var kastede! Frygten havde faaet saa stærk en Magt
over dem, at alle andre Følelser traadte i Baggrunden for den-
ne ene.
Den stakkels Generalmajor, der var halv kvalt af Krudtrøg
og ganske hæs af at skrige, standsede fortvivlet. Han havde op-
givet ethvert Haab om at faa sine Folk i Tale. Men i dette Øje-
blik begyndte Franskmændene, der forfulgte vore paa nært Hold,
pludselig at gøre omkring. De løb ind i Skoven igen, og i denne |
viste der sig aldeles uventet russiske Soldater. Det var Kaptajn |
Timokhins brave Kompagni, der havde sat sig fast i en Grøft i i
Nærheden af Skovbrynet, og som nu med stor Kraft faldt Fjen- mill
den lige i Flanken. Timokhin gik brølende og svingende sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
