Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 17
»lad mig nu skrive til hende, saa kommer hun nok — og saa
slagter vi Fedekalven!" Men næppe havde han sagt disse Ord,
før Pierre rejste sig dirrende af Raseri og aldeles uventet gav
ham Svaret.
»Fyrste, jeg har ikke kaldt paa Dem," sagde han med hæs
Stemme, ,vil De gaa Deres Vej! — Gaa!" skreg han ude af sig
selv og får hen og aabnede Døren.
»Men hvad er der dog i Vejen med dig?" spurgte Fyrst Va-
silij i en rædselsslagen Tone. ,Du maa jo være syg!"
»Gaa øjeblikkelig!" raabte Pierre med Tordenrøst, og hans
Svigerfader forsvandt saa ud af Døren uden at sige et Ord.
En Uge efter rejste Pierre ned til sine Godser i Syd-Rus-
land for at tage fat paa sin menneskekærlige Mission. Han med-
førte en Mængde Anbefalingsbreve til Frimurerne i Kijev og
Odessa, og takket være denne Omstændighed og Brødrenes Løf-
ter om at hjælpe og støtte ham i hans Bestræbelser, saa” han hele
sin Fremtid i et rosenfarvet Lys.
NG
Naturligvis vidste alle Besked om den Duel, der havde fundet
Sted mellem Pierre og Dologhov, og Anledningen til den kunde
heller ikke forblive skjult, da Brudet mellem Ægtefællerne jo
tydeligt nok viste, hvad der havde ligget de stridende Parter
imellem. Pierre, som man havde overvældet med Venlighed og
Smiger, medens han endnu var det bedste Parti i Rusland, havde
allerede mistet en betydelig Del af sin Nimbus efter sit Gifter-
maal, der betog Mødre med giftefærdige Døtre ethvert Haab om
at faa fat i ham, og nu var alle enige om, at det udelukkende
var hans vanvittige og aldeles ugrundede Skinsyge, som var
Skyld i det hele, Helene, som vendte tilbage til Petersborg, saa
snart Pierre var afrejst derfra, blev derimod modtaget af sine
mange Bekendte med den Ærbødighed og Sympati, som hendes
ufortjente Ulykke krævede, og naar hendes Mands Navn af en
Fejltagelse blev nævnet i hendes Nærværelse, antog hendes An-
sigt øjeblikkelig et værdigt og resigneret Udtryk, som det tak-
ket være hendes medfødte Takt og udmærkede Opdragelse faldt
hende let at paatage sig. Enhver, der saa” dette Udtryk, kunde
ikke være i Tvivl om, at hun havde besluttet sig til at bære
Leo Tolstoy: Krig og Fred. 1I 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
