Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 179
kunde forsone sig med den Tanke, at han nu netop var en Type
paa den Slags ørkesløse Levemænd, som han havde foragtet saa
dybt for seks Aar siden. Undertiden søgte han at trøste sig med,
at det tomme og meningsløse Liv, han nu førte, kun var rent
midlertidigt, men naar han saa et Øjeblik efter lod alle dem af
sine Bekendte passere Revu, der ligesom hån rent midlertidigt
var traadt ind i denne Klubtilværelse med uskadte Tænder og
en sund og kraftig Haarvækst, kunde han jo ikke undgaa at
lægge Mærke til, at de fleste først sagde Farvel til den, naar de
havde mistet baade Tyggeredskaberne og Haaret.
I enkelte Øjeblikke, naar han saa” lidt mere lyst og forhaab-
ningsfuldt paa sig selv, forekom det ham, at han slet ikke lignede
disse almindelige flade Kammerherrer, som han saa” saa dybt ned
påa, fordi de var dumme, ubetydelige og glade ved deres egen
Tilværelse, ,,Og det bedste Bevis derpaa," sagde han til sig sely,
»er jo, at jeg evig og taltid er utilfreds og kun lever i Ønsket om
at gøre godt mod Menneskeheden.” Men til andre Tider, naar
han var mere pessimistisk stemt, ræsonnerede han saaledes :
»Ja, de har maaske ogsaa søgt at slaa ind paa nye Baner ligesom
jeg, og det er maaske kun Pengene, Fødselen eller Omgivelser-
nes Magt, Omstændigheder, som Mennesket nu engang ikke er
Herre over, der har ført dem dérhen, hvor jegnu er." Og lidtefter
lidt endte det saa med, at han ikke mere foragtede sine Ulykkes-
fæller, men følte den dybeste Sympati for dem og beklagede
dem lige saa inderligt, som han beklagede sig selv.
Han havde ikke mere disse Anfald af Fortvivlelse eller Livs-
lede, som tidligere saa hyppigt havde hjemsøgt ham, men Syg-
dommen, der før havde været akut, var nu bleven kronisk og
gnavede i hans Indre som en fui og vederstyggelig Orm. ,,Hvad
er Meningen med det hele? Hvorfor lever man egentlig? Hvad
skal vi i denne Verden?” spurgte han sig selv den ene Gang
efter den anden, men da han af Erfaring vidste, at disse Spørgs-
maal aldrig vilde blive besvarede, vendte han sig atter hurtigt
bort fra dem og tyede til en Bog eller skyndte sig hen i Klub-
ben for at høre nyt fra Staden.
»Ja, Livet er en Gaade," sagde han til sig selv, naar han hen-
faldt til disse Grublerier. ,,Min Hustru, som aldrig har elsket an-
det end sit eget smukke Legeme, og som er en af de dummeste
Skabninger i Verden, gaar for at være et Vidunder af Aand og
Forstand, og alle ligger for hendes Fødder, Napoleon Bonaparte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
