Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 261
hans Adjudanter øjeblikkelig kom farende med en Kikkert. Kej-
seren støttede den til Skulderen af en Page, der øjensynlig følte
sig uhyre stolt over denne Ære, iagttog et Par Minutter Terrainet
hinsides Floden og begyndte derpaa at studere et Kort, som laa
foran ham. Midt under denne Beskæftigelse sagde han nogle
Ord uden at se op, og i samme Nu galoperede en af hans Adju-
danter hen til de polske Ulaner.
»Hvad mon der er paa Færde? — Hvad var det han sagde?"
lød det øjeblikkelig inde i Rækkerne, og saa snart den polske
Ulanoberst, en statelig gammel Officer med et vældigt, hvidt
Overskæg, havde faaet Ordren, der gik ud paa, at han skulde
finde et Vadested og rykke over paa den modsatte Bred, spurgte
han med lynende Øjne og blussende af Begejstring, om han ikke
nok maatte svømme over Floden med sine brave Ulaner, da
baade han og hans undergivne længtes efter at vise, hvad de
duede til; og hans Frygt for at faa et Afslag var saa tydelig, at Ad-
judanten følte sig forpligtet til at svare, at Kejseren formentlig
ikke vilde tage ham dette Overmaal af Iver ilde op.
I samme Nu som Napoleons Udsending havde givet sit Sam-
tykke, svingede den gamle Kriger sin Sabel og raabte: Hurra!
og derpaa kommanderede han Fremad! til Regimentet, gav sin
Hest Sporerne og galoperede ned til Floden. Dyret trykkede sig
og stejlede, men han borede de skarpe Jern ind i dets Sider og
satte med et dristigt Spring langt ud i Floden. Eskadronerne, der
havde taget Afstand til højre, fulgte ham. I Begyndelsen gik alt
godt, men da de naaede Midten af Floden, blev Strømmen saa
rivende, at den tog Magten fra Hestene. Rytterne, der kom ind
mellem hverandre, blev klemt saa haardt, at de hverken kunde
bruge Tøjler eller Sporer, og flere af dem faldt af og trak andre
med sig, idet de klamrede sig fast til Kammeraternes Arme og
Ben. Ikke saa faa af Folkene og Hestene druknede, og Resten
kæmpede af al Magt med Bølgerne for at naa den modsatte Bred.
Og skønt alle disse Mennesker vidste, at der kun tusinde Alen
længere nede fandtes et godt og bekvemt Vadested, var de dog
stolte over at sætte deres Liv paa Spil uden fjerneste Nytte,
blot fordi de mente, at den lille Mand, der sad paa Træstammen
og ikke skænkede dem en eneste Tanke, fulgte dem med sit
Blik.
Da Adjudanten kom tilbage til Kejseren, tillod han sig at
henlede hans Opmærksomhed paa Polakkernes Hengivenhed for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
