Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Krig og Fred
op af Lænestolen og skreg med hæs og pibende Røst: ,Herud
med dig! Jeg vil ikke se dig mere for mine Øjne! Gaa din Vej!"
Fyrst Andrej besluttede at forlade Lisy-Gory endnu samme
Aften, men hans Søster fik ham dog overtalt til at blive Natten
over. Den gamle Fyrste holdt sig standhaftigt inde i sit Værelse,
vilde ikke se andre end Mlle. Bourrienne og Tikhon og spurgte
gentagne Gange, om hans Søn ikke var rejst. Fyrst Andrej, der
var lige saa forbitret som den gamle, tog af Sted den næste Dag
uden at forsone sig med ham og sagde kun Farvel til sin lille Søn
og Søsteren.
,Naa, saa det er altsaa virkelig dit Alvor?" hviskede Marie
i en bedrøvet Tone, da han kom ind til hende med Rejsetøjet paa.
»Ja, Gud ske Lov, at jeg har min Frihed!" svarede han. ,Jeg
beklager kun, at du ikke kan følge mit Eksempel."
»Aa, vær dog ikke saa uforsonlig, Andrej, nu da du skal i
Krig og maaske aldrig mere faar ham at se!” sagde hun med
taarefyldte Øjne. ,,Mlle. Bourrienne siger, at han flere Gange har
spurgt efter dig."
Du store Gud!" udbrød han i en harmfuld Tone, medens
han gik op og ned i Værelset. ,,Nej, jeg fatter og begriber ikke,
at et usselt, lumpent Menneske skal have Lov til at forgifte hele
vor Tilværelse!""
Fyrstinde Marie forfærdedes over hans voldsomme Udbrud,
der gjorde et endnu stærkere Indtryk paa hende, fordi hun ikke
var i Tvivl om, at det gjaldt ikke alene Mlle. Bourrienne, men
ogsaa den Mand, der havde ødelagt hele hans Livslykke.
,Aa, kære Andrej, jeg beder — jeg bønfalder dig om ikke at
tale saaledes!" sagde hun og saa” paa ham med sine store, uid-
tryksfulde Øjne, som lyste gennem Taarer. ,Glem ikke, at det
er Gud, der tilskikker os vore Sorger, og at Menneskene kun er
et Redskab i hans Haand. Og naar nogen derfor har krænket dig,
maa du glemme og tilgive. Vi har ingen Ret til at straffe, og du
vil ogsaa nok engang forstaa, hvilken Lykke det er at tilgive.”
,Ja, hvis jeg var en Kvinde, Marie, vilde jeg ogsaa uden Tvivl
have gjort det, men vi Mænd kan nu engang ikke glemme en til-
føjet Fornærmelse. — Hvor jeg hader ham!" tænkte han. ,Jeg.
føler i dette Øjeblik, at jeg for længst burde have hævnet mig!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
