Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 Krig og Fred
Nikolaj og red et Par Skridt frem. — ,,Naa, men hvad er der
saa egentlig i Vejen med disse Mennesker?"
»Aa, de Slyngler, de vil ikke tillade Fyrstinden at rejse. De
truer med at spænde Hestene fra hendes Vogn, og følgelig er
hun nødt til at blive, hvor hun er."
»Det er ikke muligt!" raabte Nikolaj i en forbitret Tone.
»Jo, desværre, det er den rene Sandhed, jeg har den Ære at
berette!" sagde Alpatitsch og rystede bekymret paa Hovedet.
Nikolaj steg af Hesten, smed Tøjlerne til sin Husar og gik
op til Hovedbygningen fulgt af Alpatitsch, der undervejs satte
ham nøjere ind i Situationen. Fyrstindens Tale til Forsamlingen
den foregaaende Dags Aften havde kun gjort ondt værre, og nu
til Morgen var Bønderne endogsaa mødt i store Skarer og havde
ladet hende vide, at de vilde modsætte sig hendes Afrejse med
Magt. Alpatitsch havde søgt at tale dem til Fornuft, men han
var ingen Vegne kommet med dem, og han vidste nu slet ikke,
hvad han skulde stille op med disse dumme Mennesker.
Da Nikolaj traadte ind til den stakkels Fyrstinde Marie, der
sad og var halvdød af Angest, rejste hun sig forfærdet op fra
Stolen, for hun vidste jo ikke, om denne fremmede Mand kom
som Ven eller Fjende, men saa snart hun havde kastet et Blik
paa hans venlige Ansigt, følte hun sig beroliget og gik tillids-
fuldt hen til ham. Han bukkede ærbødigt og sagde, hvem han
var, og hun fæstede sine dybe, straalende Øjne paa ham og be-
gyndte at tale til ham med en Stemme, der skælvede af Bevæ-
gelse.
" Hvor mærkeligt, at Skæbnen netop skulde føre mig hen til
denne stakkels unge Pige, der staar saa ene og trænger til Hjælp
og Forsvar!" tænkte Nikolaj, medens han lyttede til hendes For-
tælling og studerede hendes Ansigt. ,,Det er jo en hel Roman!
Og hvor ser hun ikke mild og god ud! Hendes Væsen er baade
Vemod og Uskyld. Ja, hun er virkelig indtagende!"
Da hun meddelte ham alt, hvad hun havde gennemgaaet
Dagen efter den gamle Fyrstes Begravelse, overvældede Sorgen
hende i den Grad, at hun maatte vende sig bort for at skjule
sin Bevægelse. Men da hun et Øjeblik efter saa’ spørgende og
undseligt op paa ham, opdagede hun Taarer i hans Øjne, og hun
sendte ham saa et af disse straalende Blikke, som altid kastede
Lys over hele hendes Ansigt.
»Jeg kan ikke sige Dem, Fyrstinde, hvor lykkelig jeg er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
