Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Krig og Fred
kun, at han følte Trang til at græde blidt og stille som et lille
Barn.
En af Sygepasserne kom hen til den saarede og viste ham
hans afsavede Ben, der endnu stak i den blodige Ridestøvle.
»Aa-aah! U-hu-hu-hu-huh!" hulkede den saarede, og det lød
næsten som Kvindegraad. I det samme forlod en af Lægerne
Bordet, og Fyrst Andrej opdagede saa, at den ulykkelige, lem-
læstede Mand, der laa ved Siden af ham og rallede i Dødskam-
pen, var Anatole Kuragin.
»Du store Gud! Er det virkelig ogsaa ham?" spurgte han sig
selv, da han saa”, at en Sygepasser løftede den saarede op under
Armene, medens en anden førte en Drik Vand hen til hans skæl-
vende, opsvulmede Læber, der vægrede sig ved at fange Randen
af Glasset.
»Ak ja, det er ham!" tænkte Fyrst Andrej, for hvem det dog
endnu ikke stod klart, hvilken Forbindelse der var mellem dette
Menneske og ham selv. Men i det samme viste Nataschas Skik-
kelse sig for ham som en Aabenbaring fra en bedre Verden. Ja,
netop saaledes havde han set hende paa Ballet for 2 Aar siden.
Han saa” hendes fine, yndefulde Hals, hendes Barnearme og
Smilet, der brød frem gennem Taarerne, som dæmrede i hendes
Øjne, og hans Kærlighed til hende vaagnede endnu stærkere end
nogen Sinde før. Og i samme Nu gik det ogsaa op for ham, hvor-
ledes han, der laa og stirrede hen paa ham med taarefyldte, halv-
brustne Øjne, havde grebet ind i hans Liv. Fyrst Andrej huskede
alt det onde, dette Menneske havde gjort ham, og dog følte hans
Hjerte, der var fuldt af Solskin og Fred, kun kærlig Medliden-
hed med ham.
Og Taarerne strømmede fra hans Øjne som et Naadens og
Kærlighedens Væld. Han græd over Syndernes Mangfoldighed,
over sine egne og alle andres Forvildelser.
»Ja," tænkte han, ,,den sande Kærlighed, den, som Gud har
forkyndt os, og som Marie forgæves har villet lære-mig, den be-
staar i, at man elsker ikke alene dem, som elsker os, men ogsaa
dem, som hader os og forvolder os ondt. Det var derfor jeg vilde
leve! Det var denne Lære, Livet endnu bød mig. Men nu er det
for silde. Jeg véd det!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
