Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 213
Plato havde det man kalder en heldig Haand, og han forstod
altid at klare sig i en snæver Vending. Han kunde baade lave
Mad, snedkre, sy og flikke Støvler, og han havde i Regelen saa
fravlt med en eller flere af disse Beskæftigelser, at han først ud
paa Aftenen tog sig den Frihed at passiare og synge. Hans Sang,
der var ubevidst som Fuglens Kvidder, lød blidt, vemodigt og
dæmpet, og naar han nynnede eller foredrog, fik hans Ansigt
gerne et drømmende og alvorligt Udtryk.
Han holdt ikke meget af at tale om sine Oplevelser i Tje-
nesten, men han beklagede sig paa den anden Side heller aldrig
over det Liv, han mod sin Villie var bleven tvunget ind i, og
fremhævede hyppigt med Stolthed, at han i hele sin lange Sol-
datertid aldrig havde været straffet. Ofte dvælede han ved de
lykkelige Aar, han havde tilbragt i Hjemmet, og naar han kom
ind paa dette Emne, blev hans Ansigt altid lyst og straalende.
De Mundheld og Tankesprog, hvormed han spækkede sin Tale,
var aldrig drøje eller platte som Kammeraternes, men netop af
den Slags, som lever i Folkets Mund, og som anvendt paa rette
Sted synes øste af Visdommens Kilde.
I sine Kammeraters Øjne var Plato Karatajev kun en ganske
almindelig Soldat, som de holdt Løjer med, naar de kunde faa
Lejlighed dertil, og benyttede til de Svinkeærinder, som ingen
anden gad udføre, men for Pierre stod han lige fra den første
Aften han lærte ham at kende, som en ægte Type paa den Tro-
hjertethed, Sagtmodighed og Hjertets Enfold, der er Russer-
folkets ret egentlige Karaktermærke.
XII
Efter 14 Dages anstrengende Rejse naaede Fyrstinde Marie
og hendes Ledsagere endelig til Stationen Pokrovskoje, som
ligger en Mils Vej fra Jaroslavl. Hun havde i disse to Uger, som
saa at sige udelukkende var tilbragt paa Landevejen, hele Tiden
bevaret sin Sindsligevægt og forbavset de andre ved den Ro,
hvormed hun tog Situationen, men nu, da hun nærmede sig
Endemaalet for Rejsen, kom hun i den heftigste Bevægelse ved
Tanken om, at hun om nogle Timer skulde gense Broderen, som
maaske allerede laa og kæmpede med Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
