Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Krig og Fred
sit Hoved frem mellem Vognhjulene og begyndte at kigge paa
ham.
»Ja, jeg spørger dig herom, fordi jeg selv er saa akkurat i
alt. De fleste andre lader fem være lige, men det hævner sig
gerne bagefter. Har jeg ikke Ret, du?"
»Jo, det er troligt nok, brummede Kosakken.
,»Naa, men gør mig nu blot den Tjeneste, min Ven, at slibe
min Sabel, inden du lægger dig til at sove igen. Jeg har brugt
den saa hyppigt, at den er bleven ..." Men her standsede Petja,
der selv greb sig i sin Løgn, inden han fik den udtalt.
»Ja det skal jeg saa gerne!" svarede Kosakken, som krøb
frem fra sit Skjul og begyndte at rode efter Slibestenen, der
havde sin Plads inde under Kuskesædet. Petja kravlede op paa
Kanten af Vognfadingen, og Kosakken gemte sig atter inde
imellem Hjulene og begyndte at slibe Sabelen.
»Sover Folkene?" spurgte Petja efter en lille Pause.
»Ja, nogle af dem, men de fleste er vaagne endnu.”
;Og Drengen — hvor er han?"
»Vesenny? — Jo, han ligger og snuer inde i Hytten."
Medens Petja sad og lyttede til Folkenes Snorken og sagte,
mumlende Tale, hørtes der pludselig Skridt inde mellem Træ-
erne, og lidt efter dukkede der en Skikkelse op i Mørket.
»Hvad er det, du sliber?’”" spurgte Skikkelsen, som ved nær-
mere Eftersyn viste sig at være en af Husarerne.
,Aa, det er min Herres Sabel, som jeg skal have givet en
lille Omgang til i Morgen.’"
»Ja, det kan være meget rigtigt!" erklærede Husaren. ,,Men
sig mig, har jeg ikke glemt min Kogekedel her?”
»Jo, den ligger der — i Nærheden af Vognstangen.’"
»Naa, nu bliver det nok snart lyst!" sagde Husaren, som tog
sin Kedel og forsvandt i Mørket.
Petja lukkede Øjnene og begyndte saa smaat at nikke. Draa-
berne dryppede, Hestene prustede og sparkede, Folkene hvi-
skede, og Slibestenen sang sin skrattende Melodi. Han var alle-
rede langt borte, helt inde i Eventyrets Land, hvor alt er muligt
og intet umuligt, og lidt efter lidt blev alle de Lyde, hans Øre
opfangede, til den dejligste Musik, der klang som Englestem-
mer fra Himlen. Det var en vidunderlig Forening af Giger, Fløj-
ter, Harper og klingende Horn, og hvert Instrument foredrog
sit Tema, der gentoges af de andre. indtil de alle forenede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
