Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 319
,Ak Nikolaj, jeg saa’ det alt sammen!" hviskede hun og brast
i Graad. ,Ja, han havde naturligvis Uret — men hvor kunde du
dog gøre det?"
Nikolaj svarede ikke, men blev ildrød i Hovedet og gik frem
og tilbage i Værelset. Han vidste godt, hvorfor hun græd, men
han kunde ikke paa en Studs faa ind i sit Hoved, at det, som i
saa mange Aar var faldet ham naturligt og rimeligt, nu med ét
skulde være en Forbrydelse.
Aa, det er vel det sædvanlige Fruentimmerklynk!’ sagde
han til sig selv, men samtidig opstod der dog en vis Tvivl hos
ham, og da han atter saa” paa hendes bedrøvede Ansigt, gik det
pludselig op for ham, at han havde Uret, og at han havde fejlet
dybt.
,Marie!’’" sagde han sagte og gik hen til hende. ,Det skal
aldrig ske mere, jeg giver dig mit Ord derpaa! Hører du — al-
drig!" gentog han og saa’ ud som et Barn, der beder om For-
ladelse.
Grevinden tog hans Haand og kyssede den, medens Taarer-
ne flød endnu rigeligere end før.
»Men hvad har du dog gjort ved din Ring?" spurgte hun for
at give Samtalen en anden Vending. ,Jeg ser, at Gemmen er i
Stykker."
»Ja, det skete i Morges, Marie, da jeg slog ham. Men jeg
giver dig mit Æresord paa, at jeg aldrig mere skal forglemme
mig selv, — Og jeg lover, at dette skal minde mig om mit
Løfte!’’ sagde han og pegede paa Gemmen.
Fra den Dag drejede han altid paa sin Ring, naar han mær-
kede, at hans Blod kom i Kog, og han genvandt da sin Ro og
sin Selvbeherskelse. Men en sjælden Gang kunde det dog hæn-
des, at Naturen gik over Optugtelsen, og naar han saa bagefter
tilstod Marie sin Brøde, fornyede han altid sit Løfte og svor paa,
at det skulde være sidste Gang, han forglemte sig.
Blandt sine Standsfæller var Nikolaj respekteret, men ikke
synderlig afholdt, da han kun i ringe Grad delte deres Interesser.
De betragtede det som en Særhed af ham, at han aldrig viste sig
imellem dem, men de oversaa helt, at hans Tid var saa stærkt
optaget af hans egne Anliggender, at han ikke godt kunde ofre
en Del af den paa andres. Om Foraaret og om Sommeren levede
han kun for sin Bedrift, om Efteraaret var han paa Jagt fra Mor-
gen til Aften, og om Vinteren sad han næsten altid hjemme og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
