Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællinger og Skildringer fra Sebastopol 31
han sig hen og skrev et Brev til sin Fader, i hvilket han tog
Afsked med denne. Han var ti Minutter om at skrive Brevet og
rejste sig saa op med fugtige Øjne. Idet han mekanisk opramsede
alle de Bønner, han i Øjeblikket kunde huske, begyndte han at
klæde sig paa. Hans fordrukne, ubehøvlede Oppasser rakte ham
den ny Feltkappe, da den gamle, han plejede at tage paa, naar
han skulde ud i Løbegravene, var i Stykker og ikke gjort i Stand.
»Hvorfor er Kappen ikke gjort i Stand? Naar du bare altid
kan ligge og snue, saaer du fornøjet," udbrød Mikhajlov harmfuldt.
»Snuer jeg?" brummede Nikita. ,,Hele Dagen slider og slæ-
ber jeg som et Bæst, saa jeg er lige ved at krepere, og saa maa
jeg ikke engang sove."
»Hold Mund, Tølper!" raabte Mikhajlov, som var lige paa
Nippet til at prygle Oppasseren. Humøret var allerede daarligt i
Forvejen, men nu tabte han fuldstændig Taalmodigheden, for han
ærgrede sig over, at Nikita, som han holdt af og endogsaa for-
kælede, Nikita, som havde været hans Oppasser i tolv Aar,
kunde være saa uforskammet.
»Tølper? Tølper?" gentog Oppasseren. — ,Og hvorfor skæl-
der De mig ud for en Tølper, Herre? Synes De, at det er Tider
at skælde ud i?" ,
Mikhajlov kom til at huske paa, hvor han skulde hen, og blev
halvvejs skamfuld. ,Men du kan ogsaa bringe en ud af ens gode
Skind, Nikita," sagde han med blidere Stemme, og idet han blev
rød i Hovedet, tilføjede han: ,,Brevet derhenne paa Bordet skal
du lade ligge. Rør ikke ved det!"
»Javel, Herre!" svarede Nikita, som nu begyndte at blive
rørt under Indflydelse af Brændevinen, han havde drukket — for
sine egne Penge, som han sagde — og saa gav sig til at plire
med Øjnene for åt komme til at græde.
Da Stabskaptajnen kom ud paa Trappen og sagde: ,Farvel,
Nikita!" begyndte denne pludselig at hulke paa en højst unaturlig
Maade og styrtede sig paa Knæ for at kysse sin Herre paa Haan-
den. Den gamle Matroskone, der stod ude paa Gaden, kunde som
Kvinde naturligvis ikke undlade at tage Del i denne rørende
Scene. Idet hun tørrede Øjnene med sit snavsede Ærme, snak-
kede hun en hel Del om, at det jo var Herskabets Pligt at gaa
derud, men at det rigtignok var forfærdeligt, at det maatte gen-
nemgaa saadanne Lidelser, og at hun selv var en stakkels Enke,
som stod ene i Verden. Mindst for hundrede Gang fortalte hun
’ ror
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
