Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 Fortællinger og Skildringer fra Sebastopol
»Ja, men han var saa død som en Sten. De skal nemlig vide,
at jeg gik helt hen til ham og overbeviste mig derom med mine
egne Øjne. Jo, Gud hjælpe os! Det kan saamænd være vanskelig
nok for os at faa vore egne døde med tilbage. Saa, nu begynder
det Pak sandelig ogsaa at sende Kanonkugler herhen!" tilføjede
han.
Mikhajlov satte sig et Øjeblik ned paa Jorden og greb med
begge sine Hænder om Hovedet, i hvilket han atter følte stærke
Smerter. Det havde nemlig overanstrengt ham at gaa det lille
Stykke.
»Nej, vi maa have ham med! Maaske er der Liv i ham endnu!
Det er vor Pligt, Mikhail Ivanitsch!" sagde Mikhajlov, men Fæn-
drikken lod, som om han ikke hørte det.
»Hvor ærgerligt, han ikke fik ham med! Nu maa der sendes
nogle Soldater tilbage. Men kan det forsvares? I denne stærke
Ild kunde de blive skudt og det maaske uden fjærneste Nytte!"
tænkte Mikhajlov. ,Hør Børn! Et Par Stykker af jer maa gaa
tilbage og samle en Officer op, som ligger saaret hist henne i
Løbegraven," henvendte han sig til Folkene. Men hans Stemme
var noget usikker og alt andet end bydende, for han havde en
tydelig Fornemmelse af, hvor ubehageligt det vilde være for hans
undergivne at opfylde denne Befaling, og da han henvendte sig
til hele Kompagniet og ikke til nogen i Særdeleshed, traadte hel-
ler ingen af Folkene frem.
»Naa, det er jo muligt, at han er død. I saa Fald bør jeg ikke
udsætte nogen andens Liv uden Nytte. Det er mig, der har den
væsentligste Skyld ; jeg burde straks have sørget for, at han ikke
blev liggende. Derfor er det i sin Orden, at jeg selv undersøger,
om han er i Live eller ej. Det er min Pligt!" tænkte Mikhajlov.
»Mikhail Ivanitsch! Vil De føre Kompagniet tilbage, saa kom-
mer jeg straks!" sagde han. Og derpaa ilede han tilbage til
Løbegraven, idet han med den ene Haand samlede Kappen sam-
men om sig og med den anden omfattede Billedet af den hellige
Metrofanes, en Helgen, han havde særlig Tillid til, og hvis Bil-
lede han derfor altid bar paa Brystet.
Efter at Mikhajlov personlig havde overbevist sig om, at der
ikke var Gnist af Liv i Praskukin, slæbte han sig ganske forpustet
tilbage, idet han holdt fast paa Tørklædet, som var ved at glide af
Hovedet. Da han naaede Bataillonen, var den allerede ankommet
til sit Bestemmelsessted bag Bakken, hvor den næsten ikke mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
