Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællinger og Skildringer fra Sebastopol 91
»Ja!" svarede Volodja med en saa unaturlig svag og pibende
Stemme, at han selv blev overrasket og forbavset ved at høre
den.
Lidt efter mødte de Ambulancebaarer med saarede og Vogne
belæssede med Skansekurve. I Forstaden kom først et Infanteri-
regiment og derefter flere Ryttere forbi dem. Da en af disse, en
Officer, der red med sin Kosak bag efter sig, fik Øje paa dem,
standsede han sit Dyr, og bøjende sig ud over Halsen af det,
undersøgte han Volodjas Ansigtstræk. Men saa snart han havde
overtydet sig om, at det ikke var nogen Bekendt, han havde for
sig, gav han sin Hest et Rap med Pisken og travede videre. ,Jeg
er ene — ganske ene! Det er alle saa fuldstændig ligegyldigt,
om jeg eksisterer eller ikke!" tænkte det unge Menneske, som
nu for Alvor var oplagt til at græde.
Han gik op ad Bakke og langs med en høj, hvid Mur og
drejede saa ind i en Sidegade, der bestod af smaa, usle til Dels
sammenstyrtede Rønner. Ud af en lille Laage kom en Matros og
et i Pjalter klædt, beruset Fruentimmer. Hun styrede lige hen
imod Volodja, til hvem hun med et tykt og drukkent Mæle ret-
tede nogle uforstaaelige, meningsløse Ord, men da hun opdagede,
at det var en Officer, hun havde for sig, fjernede hun sig skynd-
somt igen.
Den stakkels Knøs følte, at hans Hjerte snørede sig mere og
mere sammen. Ude i Horisonten blinkede det ene Lyn efter det
andet; i Nærheden af ham hvislede og sprang Bomberne uophør-
ligt. Nikolajev, der stadig gik og sukkede, sagde pludselig med
klangløs Stemme :
»Og vi, som skyndte os saadan for at komme til Sebastopol,
vi, som i den sidste Tid ikke har bestilt andet end at køre. Der
var saamænd ingen Grund til at haste saa meget!"
»Men husk dog paa, at min Broder bør være her, naar han ér
rask," svarede Volodja, som haabede, at en Samtale med Nikola-
jev kunde jage hans egen Rædsel paa Flugt.
»Er han rask? Nej, det er han langtfra. Men selv om han var
det, er Tiderne saadanne, at han hellere maatte være bleven paa
Hospitalet. Hvad Fornøjelse er der ved at være her? Det eneste,
man opnaar, er at miste en Arm eller et Ben. Ulykken er os
nærmere, end vi tror. Og her i Byen er der endda ikke saa slemt
som ude i Bastionerne. Skal man holde Modet oppe, maa man
hele Tiden gaa og ramse alle de Bønner op, man kan huske. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
