Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 131
hende. Varer det længe, inden jeg kommer, giver du den lidt Hø.
Men jeg bliver i alt Fald ikke længere borte, end at jeg kan være
ved Sotnien i Morgen,"
»Har Junkeren ikke foræret dig noget mere?"
»Nej, men jeg gav ham en Dolk, ellers havde han maaske
tigget mig om Dyret her," svarede Lukaschka, idet han steg af
Hesten og smed Tøjlerne til Nasarka.
Langs med Olenins Hytte listede Lukaschka sig ind i Gaar-
den og hen til Marjankas Vindue. Det var allerede helt mørkt.
Marjanka, der skulde til at gaa i Seng, sad indenfor og redte sit
Haar.
»Det er mig," hviskede han.
Saa snart hun hørte hans Stemme, kom der Liv i hendes
alvorlige og rolige Ansigt. Hun aabnede Vinduet og stak Hove-
det ud, glad, men dog noget ængstelig.
»Hvad er der? Hvad vil du?" spurgte hun sagte.
»Lad mig komme et Øjeblik ind til dig. Du skulde vide, hvor
jeg har længtes efter dig," svarede han, og idet han tog hendes
Hoved mellem begge sine Hænder kyssede han hende. — ,Naa,
lad mig saa komme ind til dig, hører du!"
»Det nytter dig ikke noget. Jeg siger dig én Gang for alle,
at du ikke kommer indenfor. — Bliver du her længe?"
Han svarede ikke, men blev ved at kysse hende, og saa
spurgte hun ham ikke mere.
»Jeg kan ikke engang rigtig komme til at omfavne dig, naar
jeg skal staa her udenfor," sagde Lukaschka.
»Marjanka!" raabte Moderen med ét inde fra sin Stue.
»Hvem taler du med ?"
Lukaschka tog sin Hue af, for at den ikke skulde forraade
ham, og dukkede sig ned under Vinduet.
»Gaa straks, hører du," hviskede Marjanka til ham. —
»Lukaschka var her og spurgte efter Far," tilføjede hun højt.
»Hvorfor bad du ham ikke om at komme ind til mig?"
»Han gik straks igen. Han sagde, at han ikke havde Tid til
at vente,"
Langs Hytten, neden under Vinduerne, ilede den unge Kosak
ud af Gaarden og hen til Jamka. Olenin var den eneste, der saa”
ham liste sig bort. Efter at Lukaschka og Nasarka havde tømt
to Bægre Tschikhir, red de ud af Landsbyen. Det var en lum-
mer, mørk og stille Nat. Hestenes Hovslag var den eneste Lyd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
