Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 145
Ansigt, lysende Øjne og bølgende Barm talte et helt andet Sprog.
Han havde Indtrykket af, at ogsaa hun fandt hans Udbrud taabe-
lige og latterlige, men at hun kunde hæve sig derover. Hun maat-
te længe have vidst, hvad der laa ham paa Hjertet, og hvad han
nu ikke kunde finde Udtryk for. ,,Hun lader kun, som om hun
ikke forstaar mig, og vil ikke svare mig," tænkte han.
»Av!" skreg Ustjenka pludselig henne bag en Vinstok og lo
i det samme. ,,Kom herhen og hjælp mig, Dmitrij Andreitsch!
Jeg er ganske alene!" raabte hun og stak sit lille runde Ansigt
frem.
Han rørte sig ikke af Stedet og svarede ikke. Marjanka tog
igen fat paa sit Arbejde, men saa’ stadig hen paa Olenin. Han
vilde sige noget, men det var ham ikke muligt, og trækkende paa
Skulderen gik han hurtigt ud af Haven.
XXXII
To Gange standsede han og lyttede til de unge Pigers klare
Latter. Derpaa ilede han ind i Skoven, strejfede rundt dér Resten
af Eftermiddagen og vandrede hjem i Tusmørket uden at have
skudt noget. Da han gik over Gaarden, saa’ han et Glimt af
Marjanka henne i den aabne Dør, Han kaldte med høj Stemme
paa Vanjuscha, for at denne kunde vide, at han var kommet
hjem, og satte sig som sædvanlig paa Trappen. Fændrikkens,
der allerede var vendt tilbage fra Vinhaven, bad ham ikke om at
se over til sig. Marjanka smuttede flere Gange ind og ud af Por-
ten, og saa vidt han kunde skelne i Halvmørket, saa” hun hen
til ham den ene Gang. Hans Øjne veg ikke fra hende, men han
dristede sig dog ikke til at gaa ned til hende. Da hun var for-
svundet inde i Hytten, forlod han sit Sæde og begyndte at spad-
sere frem og tilbage i Haab om at faa hende at se igen. Men hun
viste sig ikke mere. Hele Natten vandrede han om i Gaarden,
spidsende Øre til hver en Lyd i Fændrikkens Hytte. Han kunde
høre dem tale sammen derinde, medens de spiste til Aften. Saa
trak de Fjerdynerne frem og lagde sig til Hvile. Marjanka lo
lidt, Fændrikken snakkede med Ulitka — og alt blev stille. Han
gik ind i sin Stue; dér laa Vanjuscha og sov i Klæderne. Olenin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
