Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 Kosakkerne
misundte ham. Atter begyndte han at vandre frem og tilbage i
Gaarden, ventende paa, at Marjanka skulde vise sig; men ingen
i Hytten rørte sig, han hørte kun de sovende trække Vejret.
Han mente at kunne skelne Marjankas Aandedræt og lyttede til
dette og til sit eget Hjertes urolige Banken. I Stanitzaen her-
skede der Tavshed. Maanen stod sent op og kastede sit blege
Lys hen over det snøftende og uroligt blundende Kvæg, der over-
nattede i Gaardene. Ærgerlig spurgte han sig selv: ,Hvad vil jeg
egentlig?" Men han kunde ikke komme til Klarhed herom. Plud-
selig mente han at høre knirkende Trin inde hos Fændrikkens.
Han ilede hen til Døren, alt var stille derinde. Bøffelkoen, som
laa i Gaarden, vendte sig pustende og rejste sig op, først paa
Forbenene og saa paa alle fire. Piskende med Halen gik den et
Par Skridt frem paa det tørre Ler og lagde sig derpaa tungt og
stønnende ned igen. Han spurgte sig selv: ,,Hvad skal jeg gøre ?"
og besluttede at lægge sig til at sove. Men atter hørte han for-
skellige Lyde, og i det samme fremtryllede hans Indbildnings-
kraft Marjankas Skikkelse, trædende ud i den taagede Maane-
skinsnat. Atter ilede han hen til hendes Vindue, atter troede han
at høre hendes Skridt indenfor. Saaledes tilbragte han hele Natten.
Lige før Daggry listede han sig for sidste Gang hen under Vin-
duet, bankede paa og løb hen til Døren. Nu var han da vis paa
at høre Marjankas Skridt. Trædende ganske sagte med sine nøg-
ne Fødder nærmede hun sig; Klinken løftedes, Døren gik knir-
kende op, en krydret Duft af Græskar og Merian slog ham i
Møde, og Marjankas Skikkelse viste sig paa Tærskelen. Kun et
Øjeblik saa” han hende i det svage Maanelys. Saa slog hun Døren
i med et sagte Udraab og ilede tilbage med lette Skridt. Olenin
bankede atter sagte paa, men til ingen Nytte. Han løb hen til
Vinduet og begyndte at lytte. Medens han stod der, naaede en
pibende, gennemtrængende Røst hans Øre.
»Jo, det er nydeligt!" raabte en lille, spinkel Kosak, idet han
traadte tæt hen til ham. ,Jeg har set det hele. Det er nydeligt!"
Olenin genkendte Nasarka, men tav, da han ikke vidste, hvad
han skulde finde paa at sige.
»Det er kønt! Jeg gaar hen og melder det til Øvrigheden, og
hendes Fader skal ogsaa have det at vide. Se til den Fændrikstøs!
Hun har ikke nok i én." =
»Hvad vil du mig? Hvad ønsker du?" fik Olenin endelig sagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
