Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 171
hvad der ventede ham, sig for hans Bevidsthed. Med Glæde min-
dedes han hendes Kys, hendes faste Haandtryk og hendes Beun-
dring af hans bløde, hvide Hænder. Han før ud af Sengen for
straks at gaa over til Fændrikkens og anmøde om hendes Haand.
Skønt Solen endnu ikke var staaet op, forekom det ham dog, at
der var et ualmindeligt Liv og Røre udenfor, og at han hørte
Hestetrampen og Menneskestemmer. I en Fart kastede han sin
Kappe om sig og ilede ud paa Trappen. Ovre hos Fændrikkens
sov de alle endnu. Han saa” ud paa Gaden. Fem Kosakker kom
ridende i højrøstet Samtale. Forrest red Lukaschka paa sin store,
brede Hest. De raabte og skreg lige ivrigt alle fem, men det var
vanskeligt at blive klog paa, hvad de talte om.
»Rid hen til den nærmeste Vagtpost!" raabte en af dem.
»Læg Sadelen paa og kom med os andre!" skreg en anden.
»Vi skal den Vej! Det er den nærmeste!" oplyste en tredje.
»Aa Vrøvl!" indvendte Lukaschka. ,,Vi skal den anden!"
»Ja, det er rigtigt, det er den nærmeste!" bekræftede en
støvet Kosak, der sad paa et kraftigt Dyr.
Lukaschkas Ansigt var ildrødt og oppustet efter Gaarsdagens
Svir. Hans Hue sad helt bag i Nakken paa ham. Han skreg op
paa saa befalende en Maade, som om han var Fører for dem alle.
»Hvad er der i Vejen? Hvor skal I hen?" spurgte Olenin,
hvem det kun med Nød og næppe lykkedes at tiltrække sig Ko-
sakkernes Opmærksomhed.
»Vi skal hen og have fat i Abrekerne; de har lagt sig i Bag-
hold ude i Steppen. Vi tager straks af Sted, men vi er for faa
endnu til at binde an med dem," svarede endelig en af dem.
Og Kosakkerne red videre, idet de vedblev at skrige og
skraale i Munden paa hinanden og fik flere og flere Kammerater
med sig. Olenin mente, at han ikke godt kunde være andet be-
kendt end at tage med. Han kunde jo snart være hjemme igen.
Efter at have taget Tøjet paa og ladet sin Bøsse sprang han i en
Fart op paa Hesten, som Vanjuscha næppe fik Tid til at sadle, og
indhentede Kosakkerne lige uden for Stanitzaen. Deres Heste
var sammenkoblede, og selv stod de om et lille Fad Tschikhir,
som de havde taget med sig, og drak hinanden til paa et lykkeligt
Udfald af Foretagendet i et stort Træbæger, der gik fra Mund til
Mund. Midt i Flokken fik han Øje paa en ung Laps af en Kosak-
fændrik, som, fordi han tilfældigt opholdt sig i Stanitzaen, havde
fundet Anledning til at tage Befalingen over de ni Kosakker, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
