Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 Kosakkerne
havde samlet sig her. Skønt Fændrikken satte et i høj Grad by-
dende Ansigt op, hørte de andre dog ikke efter hans, men efter
Lukaschkas Befalinger. Den russiske Junker agtede ingen paa.
Da de alle var stegne til Hest, red Olenin hen til Fændrikken for
at spørge ham om, hvorledes Sagerne stod, men den unge Kosak-
officer, der ellers var en skikkelig Fyr, saa” ned paa ham fra Høj-
den af sin Værdighed. Det var kun med stor Møje, at Olenin fik
at vide af ham, hvad der var sket: en ridende Patrouille paa en
Underofficer og to Mand, som var udsendt for at opspore Åbre-
kerne, var stødt paa en lille Flok af disse, der havde lagt sig i
Baghold ude i Steppen omtrent otte Verster fra Stanitzaen. De
havde sat sig fast bag en Sandhøj, havde skudt paa Patrouillen,
da den nærmede sig, og erklæret, at de ikke vilde overgive sig.
Underofficeren havde sendt den ene Mand tilbage for at hente
Hjælp og var selv blevet derude med den anden for at passe paa
Abrekerne.
Nu stod Solen op. Foran dem — omtrent tre Verster fra Sta-
nitzaen og strækkende sig til alle Sider — laa Steppen som en
ensformig, trist og tør Sandflade, gennemfuret paa Kryds og paa
tværs af Kvægets Spor. Hist og her noget vissent, gult Græs,
og lave Sivtotter i de udtørrede Vandhuller; paa sine Steder næ-
sten umærkelige Stier; langt ude i Horisonten Nogaj-Tatarernes
Græsgange; intet Sted Spor af Skygge, og overalt en barsk og
vild Natur. Solen dukkede op som en blodrød Ildkugle; det gør
den altid i Steppen, og paa samme Maade gaar den ned i disse
Egne. Naar det blæser herude, flytter Blæsten de løse Flyve-
sandshøje og hvirvler dem hen et andet Sted. Er det stille — og
det var det denne Morgen — er denne Stilhed langt kendeligere
her end alle andre Steder. Man hører ikke den mindste Lyd,
ikke den mindste Bevægelse. Skønt Solen var oppe, laa Steppen
i en saa dæmpet og blød Belysning, at den syntes endnu mere
øde end ellers. I den store Stilhed hørte man kun Hestenes
Trampen og Prusten, men ogsaa disse Lyde naaede kun Øret af-
dæmpet og hendøende. Kosakkerne sagde næsten ikke et Ord,
medens de red, og ikke en eneste af deres Krumsabler klirrede.
De anbringer nemlig altid deres Vaaben saaledes, at disse ikke
rasler eller klirrer. Sker dette, betragtes det som en stor Skam
for vedkommende. Undervejs indhentedes de af to Kosakker fra
Stanitzaen, og ved denne Lejlighed veksledes der nogle faa Ord.
Lukaschkas Hest traadte forkert; den fik Fødderne ind under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
