Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Snestormen 25
Kujoneri, for da der var gaaet en lille Stund, vendte han sig om
imod mig og sagde: Ja, vi kunde jo godt gøre omkring igen,
Herre. Er de andre kommet igennem, kan vi vel ogsaa. Vi be-
høver blot at følge Sporene; de er jo ganske friske."
Jeg gik ind paa hans Forslag, og atter slæbte vi os frem mod
Vinden gennem den dybe Sne. Jeg saa” ud over Slæderanden og
fremefter for at sikre mig, at vi fulgte Sporene. De to første
Verster var de tydelige og skarpe nok, men saa blev de mere
og mere udviskede, og det endte da med, at jeg ikke kunde af-
gøre, om det var Spor, vi kørte efter, eller en tilfældig Fordyb-
ning i Sneen. Mit Øje blev træt af denne evindelige Stirren paa den
blændende hvide Flade, og til Slutningen havde jeg en Fornem-
melse, som om Slæden stod stille, og Sneen flygtede ind under
den. Den tredje Vejpæl fandt vi kun med Nød og næppe, men den
fjerde lykkedes det os ikke at faa Øje paa. Vi kørte mod Vin-
den og med Vinden, og havde den baade fra venstre og højre.
Og hvad havde vi saa ud af det? — Kusken paastod, at vi var
kommet for langt ud til venstre; jeg holdt paa, at vi var til højre
for Vejen, og Aleschka var vis paa, at vi kørte i den modsatte Ret-
ning af den, vi skulde. Atter standsede vi flere Gange; Kusken
vippede hver Gang sine lange Ben ud af Slæden og stolprede af
Sted forat lede efter Vejen — men alt var forgæves. Jeg var ogsaa
en Gang ude paa Opdagelse, men næppe havde jeg med stor
Møje kæmpet mig en halv Snes Skridt frem mod Blæsten og
overbevist mig om, at det, jeg havde troet var Vejen, ikke var
andet end en lang, hvid Snedrive, før Slæden var forsvun-
det. ,Kusk! Halløj, Kusk! — Aleschka!" raabte jeg og mærkede
i samme Nu, hvorledes Vinden fangede mine Ord, lige som de kom
ud af Munden, og førte dem langt, langt bort. Jeg løb hen i den
Retning, hvor jeg mente, jeg havde forladt Slæden — men der
var ingen Slæde at se. Saa gik jeg til højre — dér var den heller
ikke. ,Kusk!" raabte jeg igen, og jeg skammer mig endnu, naar
jeg kommer til at tænke paa, at jeg var lige ved at skrige Livet af
mig, medens den, jeg søgte, i Virkeligheden kun stod et Par
Skridt fra mig. Pludselig, og medens jeg skreg, dukkede nemlig
Kuskens mørke Skikkelse med Kørepisken og den vældige Pels-
hue op lige foran Næsen af mig.
»Det er endda godt, at det tøer endnu," sagde han, medens
vi fulgtes ad hen til Slæden. ,Falder det i med Frost, bliver det
en slem Historie. Aa, Gud hjælpe os!"
Leo Tolståy: Fortællinger. IV 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
