Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Snestormen
VII
»Vi er færdige, Herre!" raabte Aleschka henne fra den for-
reste Slæde.
Det fygede nu saa stærkt, at jeg maatte bøje mig helt forover
og samle Pelsens Skøder om mig med begge Hænder for at
kæmpe mig frem over Sneen, der gled bort under mine Fødder,
og hen til Slæden, som holdt en halv Snes Skridt foran mig.
Kusken, som var saa glåd over at være blevet af med mig, laa paa
Knæ i den tomme Slæde, men saa snart han fik Øje paa mig,
rejste han sig, tog sin store Pelshue af og tiggede mig om en
Drikkeskilling. Jeg sagde naturligvis nej, men det lod ikke til at
skuffe ham synderligt, for han takkede mig lige venligt og øn-
skede mig lykkelig Rejse. Saa trykkede han Huen ned over det
flagrende Haar, trak i Tømmerne, smækkede med Tungen og
forsvandt med Heste og Slæde inde ide fygende Hvirvler. Et
Øjeblik efter satte vi os ogsaa i Bevægelse. Og atter lød Kuske-
nes Raab og Skrig og Bjældernes Kling-klingeling lysteligt gen-
nem den tudende Vind.
I det første Kvarterstid morede jeg mig med at studere min
ny Kusk og hans Heste. Ignaschka sad rask og flot oppe paa sit
Sæde, fulgte Slædens Bevægelser med smaa bitte kviksølvagtige
Hop og huggede Fødderne imod hinanden for at holde dem varme.
Hussa! Hvor han smældede med Pisken over sine Heste, og saa
raabte og skreg han uafladeligt til dem for at holde dem i Aande.
En Gang imellem bøjede han sig forover og rettede paa Stang-
hestens Rumperem, der hele Tiden gled til højre. Ignaschka var
af Middelhøjde eller lidt derunder, og saa vidt jeg kunde se en
velbygget, tætsluttet Fyr. Over sin korte Pels bar han en vid
Kaftan, paa hvilken Kraven var slaaet ned, saa at Halsen var
fuldstændig blottet. Helt oppe paa hans Isse sad en lille Pelshue,
som han hvert Øjeblik tog af og satte paa igen, og da den ikke
gik ned over Ørene, skærmedes disse kun af det lange, ned-
hængende Haar. Alt det Spræl, han gjorde deroppe, var vel egent-
lig ikke et Udslag af hans Energi, men nok snarere et Forsøg paa
at stramme sig selv op. Og dog — jo længer vi kørte, desto liv-
ligere blev han i sine Bevægelser, og desto hyppigere gav han sigi
Snak med Aleschka og mig, men det var altsammen kun for at holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
