Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fader og Søn 103
Greven og ventede utaalmodigt paa en Lejlighed til at komme
frem med sine kavaleristiske Erindringer.
Efter at Greven havde drukket en Kop Te, tændte han sig
en Cigar, der var saa stærk, at det kostede Lise den største An-
strengelse ikke at hoste. Han udfoldede hele sin Elskværdighed
og blev mere og mere konversabel. I Begyndelsen nøjedes han
med at udfylde de Pavser, der opstod, naar Anna Fedorovna var
nødt til at standse sin Veltalenheds Strøm for at trække Vejret;
men det endte med, at han bemægtigede sig hele Samtalen. —
Det eneste, der forbavsede Damerne lidt, var, at der undertiden
undslap ham Ord, som, skønt de ikke vilde have stødt nogen i
hans egen Kreds, dog maatte lyde lidt dristigt i deres uerfarne
Øren. Anna Fedorovna saa” ængstelig ud, og Lise rødmede, hver
Gang det skete, men Greven lagde ikke Mærke dertil og talte
videre paa sin ligefremme og elskværdige Maade. Lise, der skæn-
kede Teen, bød den ikke rundt til Gæsterne, men satte Glassene
hen i Nærheden af dem. Hun var endnu ikke kommet ud over sin
Ængstelse, dækkede sig, saa godt hun kunde, bag Temaskinen
og slugte ethvert af Grevens Ord. Men hans Fortællinger var
saa harmløse, at hun lidt efter lidt genvandt sin Sindsligevægt.
Hun fk ingen af alle de Aandrigheder at høre, som hun havde
ventet sig af ham, og intet hos ham syntes at røbe den ophøjede
Aand, som hun i Tankerne havde udstyret ham med. Og da hen-
des ængstelige Øjne én Gang mødte hans, og han ikke trak sine
til sig, men med den største Sindsligevægt og lidt smilende ved-
blev at se ind i hendes, følte hun sig næsten lidt fjendtligt stemt
over for ham og fandt pludselig, at der ikke var noget usædvan-
ligt ved ham, at han var som alle dem, hun tidligere havde kendt,
og at hun ikke behøvede at være bange for ham. Det eneste
mærkværdige hos ham var hans lange soignerede Negle, men
noget særlig smukt hos ham kunde hun ikke opdage. Saa sagde
hun med et lille Suk Farvel til sin Drøm og blev atter rolig; det
eneste, der generede hende lidt, var den tavse Løjtnants Blik,
som hun hele Tiden følte rettet paa sig. ,,Muligt, det er ham,"
fænkte hun, ,,0g ikke den anden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
