Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polikusehka 53
niodigt til Dunjascha, som var i Færd med at sætte hendes Haar.
»Hvor er han henne? Hvor bliver han af?"
Aksjutka fløj atter ned til Hytten, får ind i Forstuen og meld-
te, at Polikej øjeblikkelig skulde komme op til Fruen.
»Ja men det er jo længe siden han gik," svarede Akulina,
som lige var bleven færdig med Maschka og nu havde sin lille
mindste under Behandling i Truget. Med den ene Haand støttede
hun Drengens buttede Ryg, og med den anden vadskede og gned
hun ham ubarmhjertigt. Sjemka skraalede, skar Ansigter og vir-
rede med sine smaa, hjælpeløse Arme, men der hjalp ingen kære
Mor, han skulde være ren, hvad enten han vilde eller ikke.
»Se efter, om han ikke skulde være faldet i Søvn,” tilføjede
Akulina og saa” sig uroligt om til alle Sider.
Imidlertid var Snedkerkonen rendt op ad Hønsestigen for at
hente noget Tøj, som hun havde hængende paa Loftet. Pludselig
lød der et Rædselsskrig deroppefra, og lidt efter kom hun kø-
rende paa alle fre og med lukkede Øjne ned ad Trappen.
»I[jitsch!" skreg hun.
Akulina slap Barnet.
»Hu... uh! Han har hængt sig!" hylede Snedkerkonen.
Uden at lægge Mærke til, at Sjemka trillede rundt i Truget
og blev liggende med Ansigtet nedad og sprællende Ben, får
Akulina ud i Forstuen.
»Han hænger ... oppe paa Bjælken! Han hæn…" hylede
Snedkerkonen, men standsede, da hun fik Øje paa Akulina.
Denne styrtede hen til Stigen og ilede op ad Trinnene, inden
nogen kunde forhindre hende deri, men da hun var naaet med
Hovedet op over Loftshullet, udstødte hun et forfærdeligt Skrig,
tumlede baglængs ned og vilde sikkert have slaaet sig ihjel, hvis
ikke Hyttens Beboere var kommet farende til fra alle Sider og
havde grebet hende.
XI
I det første Par Minutter herskede der en saadan Støj og For-
virring, at man ikke kunde høre Ørenlyd. Mændene raabte og
skreg i Munden paa hinanden, Konerne og Børnene græd. Efter
at man havde sundet sig lidt, gik Snedkeren og Forvalteren, som
nu ogsaa var kommet til, op paa Loftet, og imedens fortalte Sned-
Leo Tolståy : Fortællinger, IV 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
