Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eneste fornmelse jeg havde, maa du vide. Jeg
vilde nok gjerne være ude paa gaden og lege
som de andre børn, — for gaden var næsten
ikke for voksne den gangen; men enten kaldte
de mig for «Glunten»1, og hermed efter mig
naar jeg snakked; eller ogsaa kaldte de mig
«Haltefanden» eller «En og en halv», og hermed
efter mig naar jeg gik. Jeg prylte de fleste, det
gjorde jeg; for havde jeg bare en og en halv
fod, saa havde jeg to fuldgode næver. Men de
kan blive trætte, de ogsaa. Og saa holdt jeg
mig mest for mig selv og med far. Og saa
døde han.»
«Tænk, alle dine forældre!»
«Da var det en god stund siden jeg blev
konfirmeret. Men jeg havde været med ham i
vognen til det sidste alligevel. En dag skulde
han ind til et barn som havde den trondhjemske
halsesyge–»
«Vi er fra Trondhjem.»
«Ja visst ja. Nu kalder de det difterit, ved
du nok. Da far steg ned af vognen, sa han til
mig, at han var rædd barnet blev kvalt; men da
han steg op igjen, havde han stukket hul paa
halsen og suget det til sig alt sammen.»
«Hvad for noget?»
«Difteriten, ved jeg.»
1 Glunt: Øgenavn paa nordlændingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
