Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Camilla Collett og hendes forhold til kvindesagen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
13
Jeg gav dem. o, tor tusind. rige glæder,
ia. for hver smerte selv med angstfuldt mod.
jeg hented dem ira steile, vilde steder
og bed dem. dogget ai’ mit hjerteblod.
0, min verande! var for rigt dig livet?
Blev det beregnet ved din sidste fest?
Ved den, som intet høitidspræg belived,
naturen selv var barsk, uvillig gjest.
Men tusind ømme tanker til det sidste —
mer værd end hymne, blomster, sørgetiag
har fulgt dig paa hin sorgens mørke dag
og svobt sig kjærligt om din nøgne kiste.“
For Camilla havde drømmen om lykke været
kort. Hendes sjæl, der havde været „saa rig og
fuld, saa tung af haabets og livets sødme“, var
üblidt bleven vækket til den kolde virkelighed.
Selve naturen forekom hende som en anden end
tidligere. „I denne time brast et baand mellem
naturen og mig, der aldrig skulde heles,“ ytrer
hun, 1) ~og jeg elskede den ikke som før.“
Den modstand, som mødte hendes broder
paa hans literære og politiske bane og den der
med lølgende trykkede stemning, der hvilede over
hjemmet. bidrog heller ikke lidet til at røve
hende det glade sind. Ogsaa hendes helbred
led. Og for at indhente en berømt læges raad
med hensyn til en sterkt udviklet kardialgi reiste
hun 1834 med sin fader til Paris.
l) „I de lange nætter“. (S. 273.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
