Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - I. Indledning. Erkesædets Oprettelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Historiker[1]. I Virkeligheden er det først grundet af Lendermanden
Sigurd Ullstreng nogen Tid efter Magnus Barfods Fald[2]. Nonneklostret
laa paa Bakke ved Nidaros og var rimeligvis til før 1152.
Allerede i denne den norske Kirkes Barndomstid maatte Nidaros
i religiøs og geistlig Henseende nyde en afgjort og ubetinget Forrang
for ethvert andet Sted og ethvert andet Biskopssæde i Landet. Dette
fulgte af St. Olafs store Helgenry, der allerede ganske kort efter hans
Død havde udbredt sig over Norge og de øvrige nordiske Riger, ja
endog udenfor disse. Pilegrimsfarter ogsaa fra fjerntliggende Lande
fandt Sted allerede i Historieskriveren Adam af Bremens Tid. Deres
Maal var den Kirke, som reiste sig paa den Plet, hvor Helgenens
Legeme først begroves og siden skrinlagdes. De Gaver, som Pilegrimene
ofrede, maatte ogsaa gjøre denne Kirke og dens Biskop rigere end nogen
anden norsk Kirke eller Biskop.
Det tør derfor ansees for sikkert, at der, naar Norge skulde faa
en egen Erkebispestol, umuligt kunde tænkes paa noget andet Sæde
for denne end Nidaros. Men naar og hos hvem Tanken om at give
Norge dets egen Metropolitan er opstaaet, kan ikke bestemt siges. Til
den Fortælling, at Sigurd Jorsalfarer skulde have afgivet et Løfte om
at bestræbe sig for Oprettelsen af et norsk Erkesæde, da han var i det
hellige Land, har jeg ondt for at fæste Lid. Thi hvilken Interesse
skulde vel f. Ex. Kong Balduin i Jerusalem og andre Korsfarere eller
Geistligheden i Palæstina kunne have for Stiftelsen af et Erkesæde i
et Land, der var dem saa ganske fremmed? De Konger, som fulgte
efter Sigurd, hans Søn Magnus, Harald Gille og dennes Sønner, kunne
sikkert ikke antages at have sysselsat sig med Planer i denne Retning.
Saalænge de gamle Forhold vedbleve at bestaa, var jo Kongen i
Virkeligheden Landets kirkelige Overhoved. Det kan vistnok nu forekomme
os, som om det maatte være ærefuldere, at Landet fik en egen Erkebiskop,
end at det erkjendte en dansk Prælat som sine Biskoppers
Overordnede. Men dels havde den lundske Erkebiskop i Virkeligheden neppe
meget at sige i Norge, dels synes allerede Samtiden at have maattet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
