Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros
- III. Erik. (1189—1206)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1162 indkaldt Victoriner, med hvem Erik synes at have staaet i meget
nær Forbindelse lige fra den Tid, de levede sammen i Paris.[1]
Ikke længe efter Eriks Ankomst til Danmark erfarer man, at han
er bleven blind, hvilket Kong Sverre ikke forsmaaede at udtyde som
en Himlens Straffedom over ham. Det blev derfor hans Ven, Abbed
Vilhelm, der kom til at bistaa Erkebispen med den Klage, han snart
sendte til Paven over Kongens Adfærd imod ham; idetmindste er
Brevet til Paven, skjønt udgaaet under Eriks Navn, optaget i Vilhelms
Brevsamling.[2]
Dette Brev, som oversendtes Paven ved dertil særlig af Erik
udvalgte Mænd, indeholder foruden andre Klager over Sverre, der kaldes
en Usurpator, ogsaa en Beretning om Stavangers Bispestol, der jo var
bleven ledig ved Eriks Forflyttelse til Erkesædet. Denne Beretning
er meget gaadefuld. Det hedder, at Erik personlig havde ledet Valget
af sin Eftermand, at baade Clerus og Menigheden enstemmig havde
udkaaret en saavel ved sit Liv som sin Lærdom skikket Person, men
at Sverre havde modsat sig. Hvem denne Candidat har været, siges
ikke, men det forekommer mig ikke vist eller endog kun rimeligt, at
det, som man har ment,[3] her er Tale om Nicolas Arnessøn, thi ham
samtykte jo Sverre virkelig senere, og selv i et ensidigt Klagebrev,
som det foreliggende, vilde dette være en for stærk Fordreielse af
Sandheden. Sverre skulde da have villet indtrænge en Mand, „som
just under Valget var i Begreb med at ægte (ducebat) en engang
tidligere gift Hustru[4] (uxor bigama) og virkelig have fremtvunget hans
[1] Om Abbed Vilhelm kan henvises til den kildemæssige Fremstilling af
hans Liv ved A. Damborg, der findes i Programmet for Herlufsholms Skole 1867.
[2] Brevet er trykt i Scr. R. D. VI, 19—21 og derefter i Dipl. Norv. VI No.
3. Her henføres det til „1190—92“ og den Pave, til hvem det er henvendt, siges at
være enten Clemens III eller Coelestin III. Men af selve Brevet sees, hvad
allerede Munch med Føie har udtalt, at det maa være fra Slutningen af 1190, da
det udtrykkelig omtales, at Erik „i forrige Aar var kommen hjem efter at have
faaet Pallium af Eders Hellighed“, og da det nu vides, at han kom hjem 1189,
bliver det klart, at Brevet er fra 1190 og maa være skrevet til Clemens, der gav
Erik Pallium. Clemens døde i Marts 1191. Keysers Forsøg paa at forklare
„anno præterito“ ved „forledent Aar“, altsaa som ubestemt Tidsangivelse er lidet
rimeligt.
[3] Saaledes Munch (III 259).
[4] Dette Sted har været forskjellig fortolket. Suhm og efter ham Keyser
(Kirkehist. I 278) have holdt paa den billedlige Forklaring, at uxor var =
Stavangers Bispestol, der blev bigama, naar en ny Mand skulde indtrænges efter et
lovligt Valg paa en anden. Heri kan jeg ikke være enig. En Domkirke betegnes
vistnok undertiden som Biskoppens Brud, men neppe vilde man have brugt det
stødende og plumpe Udtryk uxor, snarere vel sponsa. Dertil kommer, at der jo
paaberaabes Pave Hadrian IV’s Bestemmelser om Geistliges Ægteskab, hvilket
denne, som bekjendt, ikke ligefrem skal have forbudt, men at man her alene kan
tænke paa Ægteskabet i egentlig Forstand, er jo ikke tvivlsomt. Jeg forstaar
derfor Udtrykkene bogstaveligt, som ogsaa Munch (III, 260) har heldet til. (I
Dipl. Norv. VI p. 8, 20de Linie bør for bigamam læses bigamiam ?) Forøvrigt
frembyder denne Stavangersags Historie endnu flere Vanskeligheder. At Nicolas af Erik
skulde være indviet til Stavanger og derfra uden pavelig Tilladelse
forflyttet til Oslo, vilde i den Grad stride mod den canoniske Ret, at det
umuligt kan tænkes at have fundet Sted. Der gives ogsaa et Pavebrev, som hidtil
ikke er paaagtet af vore Historikere, men som her er af stor Interesse, ihvorvel
det skaber nye Gaader. Dette Brev (Jaffé, Regesta pontificum ed. 2 II, p. 565)
er af Clemens III, men udateret. Det er stilet til Episcopus electus Allocensis
(hvilket vist er = Oslo; ogsaa i Døllingers Liste over Bispedømmerne og deres
Taxer (Beiträge z. polit. etc. Gesch. der sechs letzten Jahrhunderten II) findes
Ollozensis for Asloensis). Den udvalgte Biskop maa have været Nicolas. Her
omtales, at en comes H. (Erik, Ericus, Hericus, Henricus) har ladet en Præst, der
udgav sig for at være Kongesøn, pidske og hænge i en Galge, og at en baro
(Lendermand) efter Mordet paa Præsten er gaaet i Kloster. Imidlertid passer ikke
denne Beretning paa nogen af de i Sverres Saga omtalte Thronprætendenter, og
Sammenhængen bliver altsaa dunkel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 04:21:36 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/trond97f/0117.html
