Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fordringen om de gamle Tilstandes Tilbagevenden.[1] Det næste Skridt
maatte være at see Erkestolen selv igjen besat.
Efterat denne havde staaet ledig ud paa det andet Aar, foregik
der omsider 1284 Valg paa en ny Erkebiskop. Det faldt paa den
forhenværende Prædikebroder Narve, Biskop af Bergen (siden 1278) og
blev altsaa en Postulation. Da Narve ikke havde forladt Landet med
Erkebiskop Jon og overhoved havde viist sig mere eftergivende mod
Regjeringen, har han rimeligvis været dennes Candidat, og Capitlet
har sikkert maattet vælge ham trods indre Ulyst. Dette bliver klart
af det, der paafulgte. Da Narve allerede før var Biskop, reiste han,
som i lignende Tilfælde, ikke personlig til Curien, men de ovennævnte
Chorsbrødre fra Nidaros Sighvat Vigfussøn Lande og Audun Raude
droge afsted for at anholde om Martin V.s Samtykke. Sighvat
Lande nævnes som Chorsbroder allerede 1267, havde i 1273
(ligesom ogsaa Audun) deltaget i at slutte det mislykkede Concordat i
Bergen, og han havde ogsaa allerede for lang Tid siden været i
Rom i Gregor X.s Tid.[2] Da de kom til Rom, synes de just ikke
at have interesseret sig meget for at faa den Postulation, hvori de
selv maa have deltaget, bekræftet, thi det kan visselig alene skyldes
dem, at Paven, skjønt de til Undersøgelse af Sagen beskikkede
Cardinaler fandt Valget i canonisk Henseende i fuld Orden, dog (18de
Januar 1285 og 10de April 1285), under Paaskud af at mangle
tilstrækkeligt Kjendskab til Narves Personlighed, overdrog til tre norske
Klostermænd, Abbeden af Tautra, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros
og Guardianen for Minoriterne i Bergen at afgjøre, om den Postulerede
virkelig var skikket til Erkebiskop og derefter i gunstigt Tilfælde
beskikke ham som saadan, men i modsat Fald paabyde nyt Valg.[3] De
norske Dommere kunne jo alene være opnævnte ved Curien efter de
to Chorsbrødres Forslag, og deres Kjendelse var saaledes vistnok paa
Forhaand given. Den løb da ogsaa ud paa, at Narves Postulation af
„lovlige Grunde“, (hvilke dog ikke anføres), blev casseret, og nyt Valg
paabudt. Erkestolen stod altsaa fremdeles ledig, og i Mellemtiden
udførte Biskop Andres af Oslo, der var vendt tilbage og havde udsonet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
