Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af dennes Kanniker, Arne Sigurdssøn (siden selv Biskop) og Peter
Mata, til Commissarier. Dette Pavebrev er af stor Interesse og
opregner en Mængde Beskyldninger mod Jørund, der dog tildels ere saa
stærke, at man maa antage dem for noget overdrevne. Han
beskyldes først for at have tilvendt sig selv og forbrugt det Offer, der faldt
ved Domkirken (formodentlig især af Pilegrimme)[1] og som rettelig
burde anvendes til Kirkens Bygning eller opspares til et Fond for
kommende Dage, hvoraf en eventuel ny Erkebiskop kunde tage Midler
til at betale sit Pallium, og navnlig at have bemægtiget sig, hvad der
tilkom Chorsbrødrene. Andre Kirkers Tiender i Stiftet havde han
ligeledes tilvendt sig. Efter Lægmænds Anstiftelse havde han afsat
Prester. Bodfærdige, der pleiede at gjøre Bod i Domkirken
Askeonsdag, havde han ladet føre til sit private Capel til stor Forargelse og
til Skade for Domkirken. Forbitret over Kannikernes Appel til Paven
havde han uretfærdigen bansat dem. Endog Munke af Cisterciensernes
Orden (altsaa paa Tautra), som dog vare eximerede fra hans Myndighed,
havde han ladet pidske, og en af dem var død under Mishandlingen.
En Seculargeistlig havde han ladet slaa, saalænge til han døde.
Chorsbrødrenes Leilændinger havde han forbudt at betale disse Landskyld,
og de røvede Kirkemidler havde han ladet føre udenfor Norges
Grændser. Han havde ved en væbnet Skare ladet Chorsbrødrene gribe i
deres fælles Spisesal og berøvet dem Segl, Privilegier osv. Han
beskyldtes for Falsknerier og for Simoni, ja han førte endog et
ryggesløst Levnet. Derfor, hedder det i Pavebrevet, da han ugudeligen
foragter den romerske Kirke, anmodes de nævnte Geistlige om at begive
sig til Nidaros for at optage Vidnesbyrd og, om det gjøres
nødvendigt, paakalde Bistand hos den verdslige Myndighed, ligesom ogsaa at
befale Erkebispen at indfinde sig ved det pavelige Sæde.[2]
Disse skarpe Forholdsregler er vel nu blevne stillede i Bero paa
Grund af Tautra-Forliget, men Freden varede dog kun kort. Jørund
brød atter Forliget. Kongen, der ellers i 1298 gav Capitlet nye
Privilegier og bl. a. indrømmede dem Jurisdiction og Sagefald af sex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
