- Project Runeberg -  Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897 /
93

(1897) [MARC] With: Karl Rygh, Gustav Storm, Ludvig Ludvigsen Daae, Alexander Bugge, Yngvar Nielsen, Henrik Jørgen Huitfeldt-Kaas
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sagaen beskriver som „en stor Høvding, god Klerk, trofast i Venskab,
saare gavmild mod sine Mænd og anselig af Ydre“, tog vel imod ham.
Erkebispen fik høre, at Laurentius gav sig af med at gjøre Vers, men
syntes ikke om dette og bemærkede: „Versificatura nihil est nisi falsa
figura“
, hvortil Islændingen tillod sig at svare: „Versificatura nihil est
nisi maxima cura“
. Jørund overgav ham for det første til en fremmed
velstuderet Klerk, Jon Fleming, hvem han havde i sin Tjeneste, der
bl. a. skulde undervise ham i Kirkeretten, og da han ikke syntes om,
at Laurentius gik i røde Klæder, forærede han ham en af sine egne
aflagte brune Dragter og lod ham spise ved sin Raadsmands Bord.
Senere gav han ham Præsteembedet ved Olafskirken i Nidaros.

Imidlertid vare Stridighederne mellem Jørund og Capitlet
brændende. Som Hovedmænd for Kannikernes Opposition nævner Sagaen
de allerede tidligere nævnte Mænd Sighvat Lande og Audun Raud.
Erkebispen reiste, som vi vide, 1301 udenlands, men kom ei længere
end til Paris, og Sagaen fortæller nu, at han „igjen fik sin Hæder“.
Efter hans Hjemkomst blev Laurentius yderligere forfremmet til
poenitentiarius og fik altsaa Oppebørselen af store Ofre til St. Olaf. Atter
blev der Strid og Uro i Nidaros, og Laurentius blev benyttet af
Jørund til en lidet behagelig Forretning, nemlig til at oplæse i Choret
et Brev, hvorved Chorsbrødrene Eilif (den senere Erkebiskop), Audun
Raud og Sighvat Lande bleve lyste i Ban. Han gjorde det, men kunde
nu ikke mere være sikker paa sin Person i Byen. Mellem dem, der
bleve ham værst vare „Skoleklerkerne“, de voxne Disciple af Stiftets
Domskole. De reve Kjolen af ham og vilde drage ham ud af Kirken,
men heldigvis kom dog Erkebispens Svende til. En anden Gang
forstyrrede de ham, da han i Olafskirken, hvor han var Prest, skulde
forrette en fornem Hustrus Ligbegjængelse, og Liget kunde først den
følgende Dag begraves under Beskyttelse af Svendene. Derefter
gives en hoverende Beskrivelse af Kong Haakons Optræden 1303, og
der gives Udseende af, at Chorsbrødrene nu bleve fuldstændig
ydmygede. Efter længere Tids Forløb fandt Chorsbrødrene, der
grundig hadede den af Erkebispen yndede Laurentius, forgodt at foreslaa
ham til Visitator paa Island. Erkebispen gik ind derpaa, og
Laurentius reiste, efter eget Ønske ledsaget af en Prædikebroder Bjørn.
Paa Island gik det godt i Skaalholt Stift, men i Hole vakte


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 04:21:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/trond97f/0183.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free