Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Laurentius, mod hvem Broder Bjørn viste sig falsk og troløs, den derværende
Biskop Jørunds Mishag. Han blev beskyldt for at have forfalsket
Erkebispens Breve og sendtes tilbage til Nidaros. Her havde Bjørn,
der var reist i Forveien, grundig bagtalt ham og ved Ankomsten
modtoges han af Chorsbrødrenes Svende og nogle Klerke, der bragte ham
i den „mørke Stue“, et skrækkeligt Fængsel, der benævntes
„Gulskitne“.[1] Her maatte han døie de haardeste Lidelser, og alt hans Gods
toge Chorsbrødrene til sig. Erkebiskoppen (saaledes fremstilles det i
Sagaen) var fuldstændig magtesløs og i Chorsbrødrenes Vold og dertil
syg. Eilif var nu bleven hans Oficial, men Audun Raud havde dog
mest at sige; Sighvat Lande var død. Eilif og Audun havde ikke
glemt, at Laurentius havde oplæst Banbrevet imod dem og fandt nu
Anledning til at hevne sig, og de fleste andre Chorsbrødre, (undtagen
Salomon, den senere Oslobiskop, og et Par andre) bistode dem trolig.
Den stakkels Islænding maatte møde for Capitlet, beskyldt for
Falskneri og for Uredelighed i den Tid, da han oppebar Olafsofret for
Biskoppen, men kunde ikke erklære sig skyldig. Han sattes da paany
i et, dog noget taaleligere Fængsel, men med Lænker om Fødderne.
Blandt dem, som viste ham sin Deltagelse var ogsaa en Pige,
Thurid Arnesdatter, hvis Fader havde været Præst i Borgund og vistnok
er den samme, der siden blev Abbed i Nidarholm. Denne Thurid
havde tidligere været Laurentius’s Frille og født ham Sønnen Arne,
men ogsaa staaet i Forhold til en anden Geistlig, der ligeledes siden
blev Biskop, nemlig den ovennævnte Chorsbroder Salomon. Hun kom
nu til hans Fængsels Glugge og bragte ham noget „til Kost eller
Hjelp, saavidt hun formaaede“.
Engang lykkedes det Laurentius at snige sig ud og at slippe ind
i den syge Erkebiskops Herberge, men forinden han kom ind i
Jørunds Rum, blev han indhentet af Speidere og ført tilbage. Da
Erkebispen fik høre, hvor haardt man handlede mod Laurentius, udbrød
han i mange vemodige Ord og omtalte ogsaa, at han selv nu var i
den Grad i Chorsbrødrenes Vold, at han ikke engang raadede for hvad
han vilde spise eller drikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
